Tivolitur

Afstikker ud i rummet
- ud at lege med den forbudte kraft

Når vi beskæftiger os med gynger, karruseller og mange af de andre indretninger i tivoli, spiller krumlinede bevægelser en stor rolle, og dermed også de kræfter, der er knyttet til dem. 
Jeg vover at tage begrebet centrifugalkraft op igen - på trods af følgende citat:

"... That is spelled c-e-n-t-r-i-p-e-t-a-l, with a "p." The other word - "centrifugal," with an "f" - will be considered our forbidden F-word. Simply don't use it and please don't believe in it."

Citatet stammer fra det i øvrigt fremragende websted:

http://www.glenbrook.k12.il.us/gbssci/phys/Class/circles/u6l1d.html

Et tankeeksperiment:

Vi forestiller os en stor rumstation af form som et gammelt vognhjul, der roterer i fast kredsløb omkring Jorden. De hundrede "indbyggere" vil være vægtløse.

Det gælder imidlertid kun, indtil udvendige raketter sætter "vognhjulet" i rotation om egen akse. Vore venner inde i røret vil nu blive slynget ud mod ydersiden og oplevet en kraft, som de let kunne forveksle med tyngdekraften, hvis rotationshastigheden ellers er afpasset.

 

Videnskabsmanden, der med bind for øjnene er blevet transporteret fra Jorden til et lukket værelse i vores rumstation, vil naturligvis straks begynde at eksperimentere, når han kommer om bord.

Vil han overhovedet opdage, at han ikke befinder sig i et lukket værelse på Jorden?

 

Så er det, jeg undrer mig over, at denne kraft, der er "lige så god som" tyngdekraften ikke må nævnes. Forestil dig, hvor klodset vor videnskabsmands "naturlove" i rumstationen bliver, hvis han ikke må operere med centrifugalkraften.