Tivolitur

Luftgynger

Luftgyngen er imponerende! To personer kan "ro" en gynge, så den drejer hele vejen rundt, 360 grader. Kan vi gøre det samme med en solid, almindelig gynge?

Luftgyngen roterer om en svær aksel. Selve gyngepladen er som en lille båd, hvor man er spændt godt fast, og gyngesnoren er erstattet af to lange stålstænger.

Det vil være en god ide at afprøve ideen om at gynge hele vejen rundt på en almindelig gynge ved et simpelt modelforsøg:

Sving et lod i en snor og få den til at svinge kraftigere og kraftigere, indtil den kommer over vandret i sin yderposition.
Hvad sker så?

Det går ikke så godt: Det svingende system kollapser tilsyneladende, når vi svinger godt til og kommer over vandret.

Hvorfor gør det nu det?

Når loddet kommer om i sin højeste position, står det stille et øjeblik, og da er der kun én kraft, der virker på det, tyngdekraften. Derfor falder det lodret ned, indtil det igen tvinges af snoren til at gå i cirkulær bane.

Morale: Lad være med at lege luftgynge på en almindelig gynge. Det giver et skrækkeligt hug, når snoren igen strammer til efter det frie fald!