Tivolitur

Karrusellen
og den gådefulde kraft 

Det er overraskende, at noget så simpelt og selvfølgeligt som en karrusel kan være vanskelig at beskrive rent fysisk - men det er den! Centrifugalkraften er så gådefuld, at det endnu ikke er lykkedes at give en god forklaring på, hvorfor den opstår.

Når talen er om kræfter er vi kun helt glade, hvis vi kan lokalisere "kræfternes kilde": Skyldes kraften magneter, elektrisk opladede legemer, massetiltrækning, maskiner eller muskler. Med centrifugalkræfter og andre i den familie går det bare ikke så let med forklaringerne - men fint med erfaringerne!

Når du drejer, bliver du slynget udad i forhold til den kurve, du følger. Det gælder lige godt, om du er i en karrusel, en bil eller sidder på en motorcykel.
Sidder du fx i bilen og bliver trykket ud mod døren i et sving, så er du ikke i tvivl om, at centrifugalkraften påvirker dig, selv om fysikere ikke bryder sig om netop den kraft
Mange omsvøb og bortforklaringer er blevet brugt for at undgå at gå i clinch med centrifugalkræfter:
Det er fiktive, uvirkelige kræfter, der bare er reaktioner på centripetalkræfterne, som er "ægte kræfter", der fx ved hjælp af snore eller stænger holder os i kredsløb.

Så kan du påstå ligeså ihærdigt, du vil, at du kan mærke presset mod bildøren, når centrifugalkraften presser dig mod den.

Det kan sagtens lade sig gøre at beskrive centrifugalkraften og lave beregninger på den. Vi kan bare ikke forstå, hvordan og hvorfor den opstår.

Den er af samme luftige art som de kræfter, der opstår, når flyet letter og du bliver presset tilbage i sædet. Kender du den oplevelse, er du ikke i tvivl om, at kraften er reel nok. 

Begge dele hænger sammen med acceleration. Det viser sig, at til enhver acceleration af et legeme knytter sig en kraft, det virker modsat accelerationsretningen. Disse kræfter opfører sig som en slags kunstige tyngdekræfter, g-kræfter. Ja, faktisk kan man ikke påvise forskelle på disse kunstige tyngdekræfter og de rigtige, fremkaldt af tunge legemer som fx Jorden.

 

 

Albert Einstein forsøgte ihærdigt livet igennem at finde sammenhænge mellem g-kræfter fremkaldt af tunge legemer og dem fremkaldt ved acceleration.

Her kan du se et ret nyt forsøg på at forklare "karrusellens kraft":
 
http://www.padrak.com/ine/INERTIA.html