- ugens lyse idé

Her vil du hver uge finde en ny, spændende idé, du kan bruge i undervisningen eller lege med hjemme.
Hvis din skole har licens til
Ahorn Science Univers, kan du se og downloade tidligere udgivne tips ved at klikke her

Uge 32, 1999

Solformørkelse - undgå øjnskader
Den har været på planen i umindelige tider, og på onsdag kommer den: Den totale solformørkelse, der glider ned over Europa fra Irland til Bulgarien og videre mod Indien.
I Danmark får vi en ca. 75% solformørkelse, og vi er mange, der håber på klart vejr - men husk: Kik ikke direkte på solen gennem solbriller eller hjemmelavede "sodfiltre" - du risikerer at beskadige øjnene. Du kan i stedetl skabe et indirekte billede på en skærm.
 
Klokken 12.38 er solformørkelsen maksimal i København, men i god tid før må vi have lavet en opstilling, så vi får et godt billede af den formørkede sol. I Ugens Lyse Idé uge 14, 1999 viste vi en opstilling, som er udmærket, når man vil iagttage solen, hvad enten den er formørket eller ej.
Til opstillingen skal bruges en kikkert, en skyggeplade af pap samt en hvid skærm af pap eller papir.
For at få solbilledet tydligt på skærmen tapes en skyggeplade af pap (siden af en papkasse) på en kikkert. Pladen afdækker samtidig det ene okular, så vi kun får én plet.
Kikkert med skyggeplade spændes op i et stativ, så billedet af solen bliver rundt på papiret, der fungerer som skærm.
 
Opstillingen kan give et fint billede, men det kan være svært at fastholde, fordi solen flytter sig på himlen - det er i alle tilfælde klogt at øve sig før onsdag. Derfor vil camera obscura-opstillingen måske være at foretrække, da den ikke er så "følsom".
 
Metoden ligner den forrige - kikkerten erstattes blot af et lille hul, og skærmen skal mindst være 1 m bag skyggepladen. Billedet af solen bliver ikke ret stort.
 
Bruger du metoden med kikkerten kan du fotografere solbilledet (fx med fysiklokalets digitalkamera).
 
Vil du se direkte mod solen, kan du hente godkendte papbriller hos optikeren. Disse briller kan du til gengæld også bruge til at betrage solen gennem til andre tider - et klassesæt af dem var måske ikke at sige pøj til - og de er sikkert nemmest at få fat i netop her omkring d. 11. august 99!
 
Du kan få mere at vide om solformørkelsen her: http://www.tycho.dk/solform/
Og om sikkerhed her: http://www.tycho.dk/solform/sikhed.html

Har du kommentarer - eller andre lyse ideer - så send os en e-mail: ahorn@ahorn.dk