- ugens lyse idé

Her vil du hver uge finde en ny, spændende idé, du kan bruge i undervisningen eller lege med hjemme.
Hvis din skole har licens til
Ahorn Science Univers, kan du se og downloade tidligere udgivne tips ved at klikke her

Uge 16, 1999

Hvad en fedtplet kan føre til

En fedtplet på et stykke hvidt papir ser mørk ud, når du lyser på papiret - men den ser lys ud, når du holder papiret op mod lyset!
Hvad sker der, hvis du holder papiret op mod lyset og samtidig lader en lampe skinne på papiret fra den modsatte side?

Dryp et par dråber madolie på et stykke hvidt kopipapir og tvær det ud til en cirkel med en diameter på et par centimeter. Mens papiret ligger på bordet, ser fedtpletten mørk ud på det hvide papir.
Hold papiret op mod et vindue.

Vi vil fremdeles kalde "fedtpletpapiret" for fotometeret - det lyder af lidt og lugter mere af fysik.

Holdt op mod lyset ser fedpletten lys ud i forhold til papirbaggrunden.
Stil nu to lamper op med en 60 W pære i hver. Her er lagt en ca. 150 cm lang liste mellem de to opskørtede lamper. Det gør det lettere, når vi skal måle afstande.

Flyt nu fotometeret mellem de to lamper, indtil fedtpletten praktisk taget er usynlig (det midterste billede herunder). Det er ret nemt at se, og endnu nemmere, hvis du kniber øjnene lidt sammen.
Det er et forbavsende præcist "omslagspunkt" - få millimeter! Og du vil formentlig være lige midt mellem de to lamper - er du det ikke nøjagtigt, kan du muligvis forklare det med oplagte fejlkilder (hos mig er fx den ene lampe tæt på en lys væg, den anden ikke).

Det bliver imidlertid først rigtig sjovt, når du sætter forskellige pærer i de to lamper. Tag fx en 60 W i den ene og en 15 W i den anden:
Mine måleresultater kan du se på tegningen: Dobbelt så langt fra 60 W's pæren som fra 15 W's pæren forsvinder fedtpletten - var der nogen, der nævnte afstandskvadrat-loven?
  Lidt matematik er på sin plads:

Hvis P1 er effekten for lampe 1, og P2 effekten for lampe 2, og l1 og l2 de tilsvarende afstande, gælder den viste formel.

Jeg prøvede med en anden pære og fik de viste afstande. Det antyder, at min x-pære er på 85 W. Det var en 75 W's pære, men den var tæt på den lyse væg!
Mine forsøgsopstillinger er yderst lemfældige - du kan naturligvis få langt bedre resultater med ordentlige opstillinger - men en lys idé må det vel kaldes!
Ganske interessant fotometer, den fedtplet. Det kunne måske også bruges til andre ting?

Har du kommentarer - eller andre lyse ideer - så send os en e-mail: ahorn@ahorn.dk