- ugens lyse idé

Her vil du hver uge finde en ny, spændende idé, du kan bruge i undervisningen eller lege med hjemme.
Hvis din skole har licens til
Ahorn Science Univers, kan du se og downloade tidligere udgivne tips ved at klikke her

Uge 15, 1999

Glødende interesse

Vamekapacitet - den mængde energi, der skal til........
For de fleste - og især unge mennesker - er sådanne fysiske begreber og definitioner dødens pølse.
Vi må imidlertid med løftet pegefinger forlange, at de lærer disse vigtige fysiske grundbegreber - eller kan vi klare det uden pegefingeren?

Varme kan også være spændende at udforske. Tag fx udgangspunkt i kulvandring: Mennesker kan gå på glødende kul uden at brænde sig. Engang var kulvandring forbeholdt fakirer og fanatisk religiøse, der ville bevise deres åndelige kraft. I dag har mange "åndløse" sjæle vandret på glødende kul - og med samme succes.
Der må altså være en naturlig forklaring på fænomenet, og for at forstå den må man omkring vigtige begreber fra varmelæren: IR-stråling, varmekapacitet, varmeoverførsel mv.

Jeg ville nok starte med denne flotte og troværdige norske hjemmeside af den unge student Kjetil Kjernsmo: http://www.skepsis.no/tema/kullvandring/index.html
Dernæst ville jeg lave eksperimenter, der viser, at høje temperaturer ikke nødvendigvis betyder, at man "brænder fingrene". Forskellige genstande (staniol, et aluminiumslod, papir, glas, kork, flamingo, træ, jern, kobber, vand) opvarmes i ovn ved fx 100 grader.
Hvordan føles tingene - hvad brænder man fingrene på? Hvorfor er der forskel på aluminiumsfolie og -lod? Hvorfor de øvrige forskelle?
Så ville jeg bruge IR-optagelserne fra Kjertil Kjernsmos hjemmeside som en indfaldsvinkel til forståelse af energiudstråling.
Jeg ville nok også prøve at få fat på en infrarød-film til et almindeligt kamera og lave optagelser af ting med forskellig varmeudstråling i et mørkt rum.


Billedet er venligst udlånt af Kjetil Kjernsmo

Man kunne risikere, at nogle elever blev varme på emnet og fik lyst til at vide mere om firewalking:
http://www.pitt.edu/~dwilley/fire.html
Endelig kunne man vel også risikere, at nogle "hårde" elever fik lyst til at gå på glødende tækul - jeg har ikke selv prøvet, og det sker ikke med min anbefaling.

Har du kommentarer - eller andre lyse ideer - så send os en e-mail: ahorn@ahorn.dk