Lys 2

Geometrisk optik

Spejling (refleksion) | Brydning (refraktion) | Billeddannelse med linser | Hvad er lys? - Lysets natur | Lyskilder | Direkte lysgivere | Vekselvirkning mellem lys og materialer | Lysfølsomme apparater og instrumenter | Fotografi - kemisk | Fotoceller | Usynligt lys (IR-lys og UV-lys) | Lysets forplantning bølger/partikler - elektromagnetisk stråling | Partikelmodellen | Bølgemodellen | Farver | Farveopfattelse | Additiv farveblanding | Subtraktiv farveblanding | Interferens | Polariseret lys

For at forstå, hvordan der kan dannes et billede ved hjælp af en linse eller i et spejl, er det godt at lege med geometri. På papiret kan man let konstruere sig frem til billeddannelse og andre lysfænomener i forbindelse med spejle, prismer og linser.

For overskuelighedens skyld laver vi kun snittegninger, og vi går ud fra "lysstråler", som altid bevæger sig i rette linier. En lysstråle tegner vi blot som en linie, selvom vi ved, at en lampe sender et helt lysbundt ad gangen.

 

Spejling (refleksion)

Når man sender en lysstråle skråt ind i et spejl, bliver den kastet tilbage, således at udfaldsvinklen, u, er lig med indfaldsvinklen, i. De to vinkler måles i forhold til den linie, der står vinkelret på spejlet i det punkt, lysstrålen rammer. Den kaldes normalen til spejlet.

Genstanden O (det kunne være en el-pære) udsender lys i alle retninger, men vi udvælger blot et par stråler (næsten) tilfældigt. Vi ved, hvordan de kastes tilbage fra spejlet.

Hvis du står og kikker ind i spejlet, tror øjnene (eller rettere hjernen), at lyset kommer fra S bag spejlet. Vi siger, S er spejlbilledet af O. Spejlbilleder er der ikke i virkeligheden, de er indbildte - der kunne meget vel være en væg der, hvor spejlbilledet ser ud til at være.

Afstanden fra O til spejlet er den samme som fra spejlet til S: Et spejlbillede ligger lige så langt bag spejlet, som genstanden ligger foran.

 

På billedet til højre rammer en lysstråle et krumt spejl (hulspejl). Hulspejlet kan være et stykke af en kugle, eller bedre: en parabol (den rumlige figur, der opstår, når en parabel drejes om sig selv) - kuglen giver et upræcist fokus.

Når strålen går parallelt med spejlets akse a, vil den ramme gennem brændpunktet F (fokus). Indfalds- og udfaldsvinkel er her - som ved alle spejlinger - lige store.

 

På næste figur sender vi et bundt lysstråler ind i det samme spejl. Lyset fra hele bundtet vil samles i punktet F.

 

 

 

 

Et hulspejl virker som forstørrelsesspejl, og det bruges fx som barberspejl.

 

Det forstørrede spejlbillede af et stearinlys anbragt tæt ved et hulspejl

For at konstruere det forstørrede spejlbillede, bruger vi to stråler fra stearinlysets flammespids: den stråle, der går vinkelret ind i spejlet. Den lysstråle vil blive kastet lige tilbage og ramme gennem C. Den anden stråle, vi bruger, er den, der går parallelt med spejlets akse. Den vil ramme spejlet og blive kastet tilbage gennem F. De to konstruktionsstråler vil se ud til at komme fra punktet S, som altså vil udgøre flammespidsen af spejlbilledet.

 

Er stearinlyset langt væk, dannes i stedet et rigtigt, omvendt og formindsket billede af det. At billedet er rigtigt - og ikke et indbildt spejlbillede - kan man efterprøve ved at "fange" det på et lille stykke papir.

 

 

Et hulspejl med spejllaget på den modsatte side vil sprede lyset fra et parallelt strålebundt, og der vil være et indbildt fokus bag spejlet.
En stor, fjern genstand, der spejles i dette spejl, vil blive formindsket. Det udnytter man i sidespejle på biler og i gadespejle, fordi man derved kan overskue et større område. Til gengæld ser tingene fjernere ud, og det kan give anledning til fejlbedømmelse af afstande og dermed til farlige situationer.

 

Brydning (refraktion)

Lyset har sin største hastighed i det tomme rum (vakuum), og det får mindre hastighed, når det bevæger sig over i et gennemsigtigt materiale (luft, vand, plastic, glas...). Jo tættere materiale, des mindre hastighed.

Når vi sender et bundt lysstråler fra luften og skråt ned på en vandoverflade, vil hastighedsændringen betyde, at strålebundtet "knækker" eller brydes. Sender vi det lige ned, fortsætter det uden at brydes.

Når man skal tegne og måle brydning, går man ud fra indfaldsloddet (normalen til den brydende overflade) og får de to vinkler: indfaldsvinklen, i, og brydningsvinklen, b.

Mellem indfaldsvinklen og brydningsvinklen er der en sammenhæng, vi kalder brydningsforholdet. Det afhænger af de to materialer, hvor strålen brydes. I eksemplet ovenfor er det brydningsforholdet mellem luft og vand, og det er 1,33. Det betyder, at lyset bevæger sig 1,33 gange hurtigere i luft end i vand. For luft/krystalglas er det omkring 1,9

 

Herunder kan du beregne brydningsforhold mellem materialer, hvor du har målt indfaldsvinkel og brydningsvinkel:

 Beregn brydningsforholdet:

Indfaldsvinkel, i        (grader)
Brydningsvinkel, b    (grader)
     
Brydningsforholdet svarer til forholdet mellem lysets hastighed i de to stoffer vi undersøger.

 

Brydningsforsøg med laserpen

I det følgende vil vi af og til blot sige brydningsforholdet for... og så nævne et stof. Det er da brydningsforholdet i overgangen mellem vakuum og det pågældende stof - og det er næsten det samme som det mellem luft og stoffet. Denne værdi kaldes også det absolutte brydningsforhold eller brydningsindexet.
Når en lysstråle går fra et mindre tæt til et tættere materiale, kan man altid finde den brudte stråle. Men det er ikke sikkert, man kan, hvis strålen går den modsatte vej som herunder. 
Når indfaldsvinklen når over en vis størrelse, som afhænger af materialernes brydningsforhold, tilbagekastes hele lysbundtet fuldstændigt fra indersiden af det tætte materiales overflade - som her fra vandoverfladen. Vil fisk eller dykkere se op gennem vandet, må de lade være med at kikke for skråt, for så ser de nemlig vandoverfladen som noget, der ligner et spejl - forudsat, der ingen bølgegang er.

 

Lysets brydning, og dermed brydningsforholdet, afhænger ikke blot af, hvilket materiale, det passerer, men også af lysets farve.

I kronglas er brydningsindexet for violet lys 1,532 og for rødt 1,513. Det violette lys brydes altså mest. Deri ligger forklaringen på, at man kan "sortere" hvidt lys op i dets farvede bestanddele og få spekteret.

 

Billeddannelse med linser

Når man skal konstruere billeddannelse med linser, er der to stråler, der er vigtige:

bulletStrålen fra genstanden gennem linsens centrum - den fortsætter (næsten) ubrudt gennem linsen
bulletparallelt med linsens akse (a) - den brydes, så den går gennem linsens brændpunkt, F.

Hvor de to stråler mødes dannes billedet.

På de tre næste tegninger er vist genstande i tre positioner:

 

bulletGenstanden står uden for den dobbelte brændvidde (fra centrum til F2). Her bliver resultatet et formindsket, omvendt billede mellem F og F2 på den modstatte side.
bulletGenstanden befinder sig mellem F og F2. Det resulterer tilsvarende i et forstørret billede uden for F2.
bulletGenstande er inden for F, og der bliver ingen billeddannelse ud af det, for de to stråler mødes aldrig.

 

Kender man linsens brændvidde, kan man lave tegningerne i målestoksforhold og dermed ret præcist forudsige, hvor billedet bliver i forhold til genstandens placering.

 

Spredelinser har et indbildt brændpunkt, og forsøger man at lave nogle konstruktioner tilsvarende dem for samlelinser, vil man opdage, at man ikke kan danne rigtige billeder med spredelinser, men kun indbildte billeder.

Øjet, Ø, på billedet vil se et indbildt billede, B, af genstanden. Der vil ikke være noget sted, hvor de rigtige stråler mødes, kun deres forlængelse bagud.

Der er naturligvis heller ikke noget rigtigt brændpunkt, men sender man et parallelt strålebundt ind i spredelinsen og kikker på den modsatte side, vil det se ud som om, lyset kommer fra F.

 

Hvad er lys? - Lysets natur

Lyskilder

Om dagen lyser solen på vor jord, og dens lys giver alle ting form og farver. Også månen lyser, men der er den forskel, at den blot lyser, fordi solen skinner på den, mens solen direkte frembringer lys. Ting, der selv frembringer lys, kalder vi direkte lysgivere. Ting, der lyser, fordi de bliver belyst, og altså bare tilbagekaster fx solens lys, kaldes indirekte lysgivere.

Direkte lysgivere

Direkte lysgivere kan fx være solen, glødetråden i en lampe, et stykke jern, der er rødglødende eller ilden fra en tændstik. Fælles for disse ting er, at de udsender lys, fordi de er varme. Vi kalder dem for temperaturstrålere. Når man opvarmer et stykke jern i en flamme, vil den blive rødglødende - altså begynde at lyse - ved omkring 800 °C. Fortsætter man, vil den skifte farve for til sidst at blive hvidglødende. Lyset fra en en jernstang ændrer altså farve fra dybt mørkerødt glidende over lysere og lysere nuancer til hvidt, samtidig med, at det også bliver kraftigere. Noget tilsvarende gælder for alle andre faste stoffer og flydende metaller, der opvarmes.

En anden gruppe af direkte lysgivere er "de kolde", fx lysstofrør eller sankthansorm. I en glødelampe vil glødetråden ændre farve efterhånden, som vi sender stærkere og stærkere strøm gennem den. Noget tilsvarende sker ikke i et lysstofrør. Det afgiver nøjagtigt den farve lys, det er lavet til. Her afhænger lyset af det stof, lampen er belagt med indvendigt, mens det ved temperaturstrålere afhænger af temperaturen, og stoffet er underordnet.

 

Vekselvirkning mellem lys og materialer

Forskellige materialer opfører sig forskelligt over for det lys, der rammer dem:

bulletGennemsigtige, klare materialer lader alt lys passere næsten uhindret igennem
bulletGennemsigtige, farvede materialer lader lys af én eller nogle bestemte farver passere, mens det bremser ("opsuger") lys af andre farver. Et stykke rødt cellofan lader fx kun rødt lys passere.
bulletUgennemsigtige legemer tilbagekaster eller opsuger alt det lys, der rammer dem. Et spejl og et stykke hvidt papir tilbagekaster stort set alt lys, mens en matsort flade intet tilbagekaster. Den opsuger lyset, hvis energi i stedet bliver til varme i pladen og strålevarme (infrarød stråling) fra den. En rød flade tilbagekaster rødt lys og opsuger alle de andre.

De fleste overflader tilbagekaster lyset diffust, d.v.s. i alle mulige retninger. Blankpolerede metalplader og vandoverfladen på en sø er eksempler på overflader, der kaster lyset ordnet og systematisk tilbage - de spejler lyset, og der dannes spejlbilleder.

Mere om lys og materialer

Lysfølsomme apparater og instrumenter

Vort fineste lysfølsomme instrument er øjet med synsnerver og synscenter i hjernen. Det registrerer ikke blot lyset, men bearbejder det til en synsoplevelse. Det er vigtigt, især når snakken er om farver, at være opmærksom på, at vores oplevelse af det, vi ser, ikke er objektiv. Hjernen "blander" impulserne, som øjet modtager fra omgivelserne, så fx en roterende skive med skiftevis sorte og hvide felter kan give farveoplevelse. Eller impulserne fra en roterende skive med farvede felter giver os oplevelse af en blandingsfarve. Det er den tilsvarende effekt, man fx udnytter på tv- eller computerskærm (additiv farveblanding).

De fleste lysfølsomme apparater er baseret på et af disse to grundlæggende elementer: det fotografiske (kemiske) eller fotocellen(solcellen).

Fotografi - kemisk

Visse kemikalier påvirkes af lys, det gælder fx nogle sølvsalte. Det udnytter man i fotografiske film. Der, hvor filmen belyses, dannes et lag findelt sølv, som udgør de mørke partier på et negativ. Ved at lyse gennem negativet ned på et stykke fotopapir (papir belagt med sølvsaltet), vil de lyse partier nu blive mørke, og de mørke lyse - negativbilledet er blevet positivt, et almindeligt sort/hvidt foto.

Grundprincippet for farvefotos er det samme, blot indeholder farvefilm lag af salte, der er følsomme over for lys af forskellige farver, så processen bliver noget mere kompliceret, både når filmen skal laves og fremkaldes.

Fotoceller

I videokameraer og digitale kameraer består den lysfølsomme del af tusindvis af små lysfølsomme fotoceller. Der er tre slags: Én følsom over for rødt lys, én for grønt og én for blåt - altså de tre grundfarver i additiv farveblanding. Fotocellerne registrer dermed både farve og lysstyrke, og de elektriske impulser bliver gemt på videobånd eller på diskette og kan afspilles på video eller computer.

Usynligt lys (IR-lys og UV-lys)

Både på fotografiske film og med apparater med fotoceller kan man af og til registrere lys, uden at vi med øjnene kan se noget. Det drejer sig om infrarødt lys (varmestråling, IR-lys) og ultraviolet lys (UV-lys).

Kraftig IR-stråling kan vi mærke på huden som varmestråler fra en ovn, en "griselampe", et el-varmelegeme eller en anden varm ting, men faktisk udsender alle ting mere eller mindre IR-stråling. Den stammer fra molekylernes varmebevægelser, og først når molekylerne ligger stille (det absolutte nulpunkt, ca. -273 °C), er der ingen varmestråling.

UV-lys kan komme fra solen eller fra særlige lysstofrør, og det fremkaldes af "elektronhop" inde i det enkelte atom.

Vore øjne opfatter det ikke, men biers gør. Nogle blomster, vi opfatter som ensartet hvide, har i virkeligheden mønstre, der reflekterer UV-lys, og som bier kan se. Så der, hvor vi ser hvide blomster, ser de mønstrede!

UV-lys er energirigt, så det påvirker levende organismer ret kraftigt, og de tåler kun beskedne mængder. Derfor må vi passe på det ozonlag, der er omkring jorden, og som beskytter os og vore medskabninger mod for meget UV-lys.

Lysets forplantning - bølger/partikler - elektromagnetisk stråling

Man har i århundreder spekuleret over, hvordan lyset mon kan komme fra fx solen til jorden, og i begyndelsen af dette århundrede kom man til det resultat, at to teorier eller modeller begge kan bruges, men ikke samtidigt.

Partikelmodellen

En lyskilde udsender små partikler, fotoner, der bevæger sig gennem det tomme rum i universet eller gennem klare materialer som glas og luft. Til hver farve lys svarer en bestemt "slags" fotoner.

En række fænomener, som fx lysstofrørs og solcellers virkemåde, forklares nemmest og bedst med partikelmodellen.

Bølgemodellen

Den anden model forklarer lys som bølgebevægelse eller elektromagnetiske bølger. Efter den model har hver farve lys sin frekvens (sit svingningstal), eller man kunne også sige, at til hver farve svarer en frekvens eller en bestemt bølgelængde.

Bølgemodellen er bedst til at forklare fx de farverige "stråler", man oplever, når man ser solen skinne gennem løvet i en busk, eller til at forklare hologrammers virkemåde. Det begreb, man bruger for at forklare de to fænomener, er interferens - bølger, der forstyrrer hinanden.

I dag har forskere og andre, der arbejder med lys, lært at leve med, at de ikke kan nøjes med én forklaring på, hvad lys er. Begge teorier er lige nødvendige for at forklare og forstå mest muligt om lys og dets opførsel og for at kunne drage nytte af den viden, man får.

Som grov regel kan man sige, at man bruger bølgemodellen for radiobølger, mikrobølger og anden langbølget, energifattig stråling og ofte partikelmodellen for kortbølget, energirig stråling som UV-lys, røntgenstråling og gammastråling. Jo kortere bølgelængde, jo mere iøjnefaldende blliver partikelegenskaberne. Men i øvrigt afhænger valget af model først og fremmest af, hvilke fænomener, man skal forklare.

Mere om elektromagnetisk stråling

 

 

Farver

Normalt vil vi bruge bølgemodellen for at forklare noget om farver. Efter den model betyder det, at der til en bestemt bølgelængde lys svarer en bestemt farve.

Eks.: En bestemt rød nuance har bølgelængden 650 nm (nanometer = 10-9m eller 1/1.000.000 mm), en grøn nuance 540 nm, en gul 589 nm, en blå 470 nm.

Vi kan opfatte lys med bølgelængder mellem 380 og 760 nm.

Den måde at definere farver på vil vi kalde den fysisk korrekte måde: Til enhver farve svarer en bestemt bølgelængde lys og omvendt.

 

Farveopfattelse

Sender vi hvidt lys gennem et prisme, får vi lysets spektrum, som går fra rødt over gult, grønt og blåt til violet lys.

På billedet herunder har vi farvecirklen, der næsten er spektrets farver sat sammen i en cirkel.

Cirklen er indrettet, så to farver, der står over for hinanden er komplementærfarver ("modsatte farver").

Rødt (3), blå (7) og grøn (11) er de tre grundfarver i additiv farveblanding.

Komplementærfarverne til disse udgør grundfarverne i subtraktiv farveblanding (cyan (9), gul (1) og magenta (5).

Additiv farveblanding

I de fleste praktiske sammenhænge spekulerer vi ikke på bølger, når vi snakker farver. Vi går nemlig ud fra, hvordan vi opfatter farver - og det afhænger af øjet og hjernen. Øjet kan kun opfatte tre farver: rød, grøn og blå. Alle andre farver og farvenuancer, vi opfatter, opstår som en blanding oppe i øjet og hjernen af disse tre grundfarver i forskellige forhold. Hjernen "lægger farverne sammen", derfor kalder vi det additiv farveblanding. Hvis fx øjet rammes af rødt og grønt lys, adderer hjernen de to farver, og vi ser gult. Med værktøjsprogrammet Additiv Farveblander kan du undersøge, hvordan vi opfatter blanding af de tre grundfarver for additiv farveblanding.

Man kunne kalde de farver, der opfattes additivt, for lysfarver, fordi de optræder som resultat af direkte lysudsending fra fx en tv-skærm, lysbilleder på en væg eller fra en direkte lyskilde som en glødetråd.

Computerskærmens farvevisning er som tv’s naturligvis baseret på øjets farvesyn. Et skærmbillede består af bittesmå prikker, pixels, og hver pixel består igen af tre punkter: Et, der bliver Rødt, et Grønt og et Blåt (R G B), når de rammes af en elektronstråle. Computeren styrer så bare tre elektronstråler lynhurtigt hen over skærmen og "tænder og slukker punkterne", og i hjernen dannes et farvebillede - i virkeligheden er der højst tre små farveprikker, der bliver "beskudt" i et givet øjeblik.

 

 

 

Hvis "kanonerne" konstant kun beskyder R- og G-punkterne, bliver hele skærmen gul - synes vores hjerne. Betyder det, at gult ikke er en rigtig farve, men blot en "blanding" af rødt og grønt? Nej, der findes også en "ægte" gul farve, nemlig den, der fx har bølgelængden 589 nm! Da vores øje ikke har en føler, der kan registrere gult, er det så heldigt, at det ægte gule lys påvirker både rød- og grønfølere netop så meget, at vores hjerne opfatter 589 nm-gult som gult!

 

 

 

Subtraktiv farveblanding

Når hvidt sollys rammer den cyane maling på tegningen, kastes kun cyandelen af spektret tilbage, og tilsvarende med den gule. Resten opsuges i malingen og bliver til varme.

 

 

 

 

 

Blander vi nu en klat cyan og en klat gul maling, får vi en klar grøn farve.

Den gule farve består af rødt og grønt og opsuger altså blåt. Cyan består af blåt og grønt og opsuger dermed rødt. Tilsammen opsuges altså blåt og rødt, og der tilbagekastes grønt.

 

Grundfarverne i subtraktiv farveblanding er gul, cyan og magenta.

Blander vi de subtraktive grundfarver med hinanden parvist, får vi blå, grøn og rød - de tre additive grundfarver.

Farveindtrykket ved subtraktiv farveblanding bestemmes af, hvilke dele af det hvide lys en given farveflade kaster tilbage, og hvilke den opsuger. Rent matematisk kunne man sige: Blandingsfarven = hvid minus opsugede farver. Altså, man subtraherer opsugede farver fra hvid, deraf subtraktiv farveblanding.

I de meget forenklede eksempler ovenfor har vi forudsat, at vi har brugt lige mængder af ideelle farver. Ved at bruge variable mængder, kan man få nuancer af alle farver, ligesom maleren, der benytter sig af subtraktiv farveblanding, når han skal blande en dåse maling på sin farveblandemaskine eller i hånden.

Den bedste måde at blive klogere på de to farveblandingsprincipper på, er ved at lege med dem på de to farveblandingsprogrammer på Ahorn Fysik/kemi-CDrommen eller med "rigtige" farver og ved at studere billeder på skærm og i blade.

Bogtrykkeren bruger både additiv og subtraktiv farveblanding i de samme billeder. I flerfarvede rastertryk (raster = prikker, som de fleste billeder i tryksager består af) lader han nogle raster trykke oven i hinanden, det giver subtraktiv farveblanding, og alle raster ved siden af hinanden giver tilsammen den additive virkning. Det giver ham et enormt udvalg af farver, og dermed nuancerede billeder i tryksagerne.

 

 

Interferens

Ser du en mørk aften et par billygter ude i det fjerne, har du måske lagt mærke til, at der omkring lygterne er en "aura" af små farvede lysprikker. Tilsvarende, når solen finder vej gennem det tætte løv i en busk.

Disse fænomener kan kun forklares, hvis vi bruger bølgeteorien for lyset. Stråler af partikler kunne aldrig fremkalde dem, men i en sø eller et fad vand kan lignende mønstre ses, når bølger "blander sig med hinanden" - interfererer. Vi kalder det, vi ser, for interferens, og mønstrene, vi ser, for interferensmønstre.

Et tydeligt interferensmønster kan dannes, når lyset kommer fra to tætliggende, (næsten) punktformige lyskilder eller går gennem to tætliggende, små huller eller tætte, smalle spalter.

Med "Interferenssimulatoren" kan du undersøge interferensmønstre fra to "kilder" og variere afstanden mellem dem.

Bølger med forskellige bølgelængder danner forskellig mønstre. Det forklarer farvespillet, der opstår, når hvidt lys danner interferens.

I forbindelse med virkelig lysinterferens får du det flotteste resultat ved at bruge et optisk gitter: En strimmel film med tætliggende spalter (fx 300 spalter pr. mm).

 

 

Tynde gennemsigtige lag kan også danne interferens - tyndtlagsinterferens.

 

Når lyset rammer en sæbebobles hinde eller et tyndt olielag på en vandpyt, dannes interferens, fordi lyset både spejles øverst og nederst i det tynde lag. Det svarer til, at den tilbagekastede lys kommer fra to tætliggende punkter og altså dermed danner interferensmønstre og -farver.

 

 

 

 

 

Polariseret lys

Lys er tværbølger i familie med bølgerne på et reb, man svinger. Med rebet kan man lave lodrette, vandrette eller skrå svingninger. Kort sagt, kan udsvingene være i alle mulige retninger, selv om bølgernes udbredelsesretning er den samme, nemlig fra den ene til den anden person.

Tilsvarende vil lyset fra de fleste lyskilder udsendes, så bølgernes udsving er fuldstændigt uordnede i alle mulige retninger vinkelret på lysets udbredelsesretning - lyset kaldes da upolariseret lys.

Når upolariseret lys rammer en glasplade, fx en rude, så indfaldsvinklen er 57°, vil alt det lys, der reflekteres, være "ensrettet", således at kun tværbølger parallelt med glaspladen kastes tilbage - lyset er polariseret.

Fra en vandoverflade er den tilsvarende vinkel 53°. Ved andre vinkler vil lyset være delvist polariseret, når det reflekteres.

Hvordan kan man nu konstatere denne polarisering af lyset?

Ved at tage et par polaroid-solbriller på! Materialet, de er lavet af, bremser al vandret-svingende lys og slipper alt lodretsvingende igennem. Det, der svinger skråt, bliver mere og mere bremset, jo nærmere det kommer vandret.

Se mere om polariseret lys her og her

Almindelige solbriller dæmper blot lyset, mens polaroidbriller i høj grad "frasorterer" solens genskær i vandpytter, hvilket er overordentlig behageligt, når man fx kører i bil i retning mod solen på en våd landevej.

Visse stoffer og materialer "drejer" retningen for det polariserede lys. Det gælder fx forskellige slags sukker opløst i vand.

 

 

Ideer til videre undersøgelser og projekter

Forestil dig et værelse, hvor vægge og alle tingene er matsorte, og der er en enkelt lysende lampe i loftet. Hvordan ville det mon opleves?

Hvad sker der, hvis du kikker på lyset fra en lampe gennem et stykke rødt glas? Gennem to stykker? Gennem et stykke rødt og et stykke grønt? Hvorfor?

Konstruér strålegangen i forbindelse med spredelinser, når et parallelt lysbundt sendes gennem linsen, og et øje kikker med på den modsatte side. Tegn tilsvarende dannelse af indbildte billeder med genstanden i forskellige positioner i forhold til enkelt og dobbelt brændvidde.