Durup Elektricitetsværk 1905-1964

- Otto Veile, Durup -

Danmarks første elektricitetsværk startede i 1895, hvor en urmager i Odense begyndte at lave strøm i sin kælder og sælge af den til sine naboer.

I 1905 besluttede en kreds af borgere i Durup at lave et elektricitetsværk. På dette tidspunkt var der 54 værker i Danmark, og i 1905 blev der foruden Durup oprettet elektricitetsværker i bl.a. Kjellerup og Karup. Værket i Durup var blandt de ti første i Danmark uden for købstæderne. I Skive fandtes der små elværker bl.a. på Skive Jernstøberi og Andelsmejeriet, og i 1905 oprettede proprietær Per Odgaard et privat elværk på Ny Skivehus, ligesom han var med i et interessantskab, der anlagde et elværk i Adelgade 7. Skive fik først et kommunalt elværk i 1906 og Viborg i 1907.

Durup Elektricitetsværk var et interessentselskab, der i 1911 var nået op på 20 interessenter. Værkets første bestyrelse bestod af købmand N.L. Gjedde, urmager C.F. Hansen og Niels Bundgaard.

Værket var ikke bygget færdig før i 1906, og på generalforsamlingen blev det besluttet at sælge "de tiloversblevne brædder og træstumper" til urmager Hansen for 10 kr. Han blev endvidere ansat til at passe alt ved værket fra november 1906 til november 1907 til en løn på 600 kr. Affaldsolien blev solgt til købmand Gjedde for 6 øre pr. liter.

På postkortet fra ca. 1910 ses gavlen af Durup Elektricitetsværk i midten. Til venstre ses et hjørne af Durup Mølle

I 1907 fik Kosmoramaejer Andersen; Skive, tilladelse til at bygge en ledning til forsamlingshuset og sætte en 30 amp. måler op. Fra den tid har det været muligt at se film i Durup.

I 1906 var prisen på strøm 50 øre/kWh, men i 1907 blev den sat ned til 25 øre/kwh. Samme år blev der solgt strøm for 2509 kr, svarende til et årsforbrug på ca. 500 kwh pr. husstand. Året sluttede med en kassebeholdning på 14,18 kr., efter at der var betalt 2397 kr. i renter og afdrag.

Kapaciteten på værket var ikke særlig stor, for i 1908 søgte N.Chr. Jensens enke (Durup Tømmerhandel) om lov til at bruge elektricitet til en sav, og det blev bevilget på betingelse af, at saven ikke måtte bruges, når der skulle tændes lys.

Værket havde en noget anstrengt økonomi. I 1911 var forbruget 15.993 kwh, og det blev nødvendigt at opkræve 60 øre ekstra pr. kwh. Men der var dog råd til at udvide hovedledningen for 336 kr., og der blev installeret gadebelysning for 220 kr. Det blev også nødvendigt med ekstra opkrævninger i de næste par år, men ikke med så store beløb.

Der blev efterhånden flere forbrugere, men ikke interessenter. Økonomien blev ikke bedre. I 1913, hvor der var solgt strøm for 3081 kr., skyldte værket købmand Gjedde 995 kr.

Der blev i 1914 bevilget et kommunalt tilskud på 75 kr. årligt i fire år til gadebelysning, og der blev truffet aftale med Borger- og Håndværkerforeningen (H.P. Jensen og Niels Sørensen), at værket skulle have 185 kr. i á conto betaling, og når der var stillet måler op og gadebelysningen havde været i drift fra november 1914 til november 1915, skulle endelig afregning finde sted. Værkets bestyrelse fandt dog ud af, at gadelyset i kontrolåret var blevet slukket en time tidligere en det foregående år, så det blev nødvendigt med et nyt kontrolår, hvor lyset skulle være tændt ligeså længe, som før måleren blev sat op. Det første kontrolår viste et forbrug på 140,10 kr, det andet var forbruget 176,40 kr.

Måler- og kontrolpanelet på Durup Elværk, fotograferet ca. 1944

Interessenterne var nu ved at opgive at drive værket, og i 1917 var der enighed om at lade alle forbrugere overtage værket. Bestyrelsen besluttede, at der straks skulle spares på strømmen, og det blev besluttet, at hvis forbruget hos den enkelte blev højere end samme måned året før, skulle der betales 24 øre/kwh for lys og 40 øre/kwh for kraft. Samme dag var der møde med forbrugerne for at forsøge at danne et andelsselskab, men det lykkedes ikke, for forbrugerne ville ikke overtage værket til de 22.000 kr, som interessenterne forlangte.

I 1918 var der igen tekniske problemer, og det konstateredes, at værket var ved at være slidt op. Der kunne ikke leveres en ny maskine før om 2-3 måneder, så det besluttedes at lade Jeppesen, Skive, reparere motoren, så den kunne holdes igang vinteren over. 

Det vides ikke, hvad reparationen har kostet, men samme år blev der lånt 12.000 kr. på veksler, samtidig med, at der blev solgt strøm for 10.504 kr. I januar 1919 blev smed Mortensen og Bernhard Jensen, Tømmerhandelen, sendt til København for at se på en brugt motor. De skulle søge hjælp hos en sagkyndig fra Teknologisk Instititut.

I oktober 1919 skulle der indsættes en ny bestyrer af værket, og bestyrelsen bad smed Pedersen, N. Juul og P. Mortensen om at afgive tilbud. Et udvalg bestående af Bernhard Jensen, Tømmerhandelen, snedker Niels Jensen (Therkildsen) og købmand Johan Hollesen, Hovedgaden 7, skulle opstille betingelser og afgøre, hvem af de tre tilbudsgivere, der skulle have pladsen. Udvalget kunne ikke blive enige og besluttede at lade tilbud og stemmesedler cirkulere rundt til alle interessenter. Resultatet forelå den 15. oktober: Det blev smed Pedersen, der fik pladsen for et år.

 

En af elværkets motorer, fremstillet på Titan i Odense, fotograferet ca. 1944

I december 1919 gjordes et nyt forsøg på at få forbrugerne til at overtage værket. Nu blev værkets pris sat til 43.000 kr, men forbrugerne ville kun give 36.000 kr. Interessenterne holdt møde om sagen - der var mødt 13, og af dem stemte 11 for salget og 2 imod. Der var en del lokale folk, der havde penge tilgode. Nogle af dem fik obligationer for et samlet beløb på 17.386 kr. Obligationerne forfaldt til betaling ved december termin 1924.

Det nye andelsselskabs første bestyrelse bestod af P. Pedersen (formand), P. Torp, B. Jensen, Tømmerhandelen, smed P. Mortensen og skomager A.C. Hollesen, Hovedgaden 11.

Da forbrugerne overtog elektricitetsværket den 1. januar 1920 var elektriciteten meget dyr. I 1922 nedsattes prisen til 2 kr./kwh for lys og 1 kr./kwh for kraft, i 1923 nedsattes priserne med 10% og i 1924 kom man ned på 60 øre/kwh for lys og 30 øre/kwh for kraft.

Der skete gradvist en udvidelse af værkets forsyningsområde, og i 1925 blev luftledningen forlænget fra Toustrupvej 27 til nr. 35. Arbejdet blev udført af G. Holm, Durup, for 335 kr.

I 1926 søgte lærer Carl Pedersen, Durup, om at få monteret et gadelys ved skolen, men bestyrelsen ønskede at henlægge sagen indtil videre. Denne henlæggelse kom til at vare 10 år, for det var først i 1936, der kom gadelys ved skolen.

Værket havde ikke kapacitet nok til at tilfredsstille efterspørgslen. Nye andelshavere fik ikke ret til strøm til motorprisen, og der skulle søges om tilladelse til at udvide forbruget. Telefonselskabet fik i 1927 lov til at bruge strøm til et ringeapparat under forudsætning af, at der monteredes støjdæmper, så den ikke generede radiolytterne, men den måtte værkets bestyrelse rykke for i 1928.

I 1927 var maskinerne igen ved være nedslidte, og der blev nedsat et tremandsudvalg til at undersøge, hvad en brugt motor ville koste. Udvalget bestod af Bernhard Jensen, Tømmerhandelen, Viggo Block, Durup Sukkervarefabrik og murer Niels Sørensen, og de fandt frem til en brugt B&W dieselmotor til 9.000 kr. Ifølge værkets love skulle nye investeringer financieres ved lån, og denne gang blev der udstedt en obligation på 10.000 kr. til Anna Andersen, Åsted central med 6% i rente. I 1930 optoges et lån i Skive Sparekasse til 5½% i rente - dette lån skulle bruges til at betale al anden gæld.

Fra november 1929 til november 1930 var Mads Nielsen bestyrer på værket for en løn på 1450 kr, men da han ønskede lønforhøjelse, fik han i stedet sin afsked, og værket ansatte Chresten Christensen til en løn på 1274 kr. for et år. Hans arbejdsopgaver blev beskrevet således: Han skal køre med maskinerne, mens forbruget er, fortrinsvis om aftenen. Fra 1. oktober de første fem aftener til kl. 8, om lørdagen noget længere, og ellers holde orden i lokalet, udføre småreparationer, aflæse målere og kræve penge op. Det har været et stort arbejde, for allerede i 1920 var der 99 andelshavere, og målerne blev aflæst hver måned.

Bestyrer Chresten Christensen fotograferet ved en af dieselmotorerne på Durup Elværk ca. 1944. Bemærk de skinnende rene gulve!

Der var nogen utilfredshed i byen med, at bestyrelsen havde taget en mand udefra - Chresten tjente nemlig på en gård i Tøndering! Det skulle dog vise sig, at bestyrelsen have valgt rigtigt, for Chresten var bestyrer, indtil værket ophørte i 1963, og derefter fortsatte han ved Durup Fjernvarme, som købte bygningerne af elektricitetsværket. Han var kendt af alle i byen som "Kræn Lysmand".

Chresten holdt alt i fineste orden, og når en elektriker kom på værket for at hente en måler, skulle han sætte sit fodtøj, før han trådte ind i maskinhallen, for gulvet 

var så rent, at der selv på en tør sommerdag ville være fodaftryk at se på gulvet, og det kunne ikke tolereres. Chresten brugte aldrig det samme fodtøj inde ved maskinerne som det, han gik i, når han var ude. I 1948 blev der lavet en pensionsordning for ham, hvor der skulle betales 849,25 kr. om året, og deraf betalte værket 2/3. Ved hans 25 års jubilæum fik han en gave til 500 kr.

I 1936 blev det vedtaget, at uautoriserede installatører ikke måtte arbejde for værket. Den 31.5. 1939 blev der givet autorisation til Kaj Sørensen, 29.3. 1951 til Frede Håck Pedersen, 25.5. 1954 til Korntved, 3.8. 1959 til Meiner Mikkelsen og 1.3. 1962 til Karlo Kristensen.

Der blev købt en ny dieselmotor i 1936, og senere på året blev der givet tilladelse til at føre en ledning til Duruplund til Villads Vestergaard, Duruplundvej 3, Jens Kolding, Duruplundvej 8 og Karl Roslev, Duruplundvej 6, samt at forlænge ledningen på Mølkærvej til Fruergaard, Mølkærvej 28 og Kr. Sigh, Mølkærvej 32. Det blev samtidig bestemt, at hvis Hans Villadsen, Duruplundvej 1, og Peter Hollesen, Mølkærvej 30, senere skulle sluttes til, skulle der forhandles om prisen for at koble på luftledningen, og beløbet herfor skulle tilfalde de andelshavere, der havde betalt ledningen.

De forskellige priser på lys og kraft kunne misbruges (måske ved et uheld). I 1937 havde en snedker brugt lys fra en kraftmåler, og det måtte han betale 50 kr. ekstra for. Det afholdt dog ikke bestyrelsen fra at indføre en tredie kategori, og der blev fastsat regler for anvendelse:

Lys 30 øre/kwh: må bruges overalt

Kraft 15 øre/kwh: motorer, radio, støvsuger, strygejern

teknisk 8 øre/kwh: kogning, bagning, stegning, varme.

Denne opdeling varede til 1949, hvor bestyrelsen ønskede, at man fremover skulle have en fast pris på 16 øre/kwh samt faste årlige afgifter: 1 kr. pr. kvm. gulvflade i opholdsrum, 8,50 kr. pr. HK i industri, 4 kr. pr. HK i landbrug, tekniske apparater 8,50 kr. pr. kwh, 1 kr. pr. 1000 kr. grundskyld for landejendomme og en fast afgift på værksteder og butikker. Generalforsamlingen godkendte de nye regler med en tilføjelse fra stationsmester Jørgensen om, at nuværende lysforbrugere kunne fortsætte de gamle regler.

Det synes besværligt at arbejde med så mange forskellige satser, men måske for at bøde på det blev der bevilget løn til kassereren på 200 kr. om året.

Bestyrelsen var undertiden mere sparsommelig end andelshaverne: I 1937 fik Durup Borger- og Håndværkerforening tilbud om strøm til byens juleudsmykning - 130 pærer á 15 w i 14 dage for 50 kr - men generalforsamlingen vedtog, at værket skulle levere strømmen gratis.

På et møde i 1939 blev bestyrelsen pålagt at arbejde på at bygge en bestyrerbolig, men det blev dog ikke til noget. Samtidig fik bestyreren bevilget 25 fridage om året, dog således, at hvis han ikke brugte dem alle, skulle han have løn for de resterende.

Kort efter Anden Verdenskrigs udbrud købte værket en vindmølle hos møllebygger Gjørts i Roslev for 23.480 kr samt en merpris for en større dynamo end angivet i tilbudet. Møllen skulle være klar til at producere den 1. august 1940. Købet blev godkendt på generalforsamlingen den 3. juni 1940 med 25 stemmer mod tolv. Bestyrelsen undlod at stemme. Den 17. juni holdtes møde med Anders Andersen, der havde tilbudt at låne værket 24.000 kr. til købet af møllen, og det blev besluttet at låne pengene, der skulle forrentes med sparekassens højeste udlånsrente, dog ikke under 5%.

Møllen blev ikke færdig til tiden, og på et bestyrelsesmøde den 26. september blev man enige om at tilbageholde den fastsatte mulkt på 50 kr. pr. dag i 42 dage - 2.100 kr. - men lovede dog møllebyggeren at anbefale generalforsamlingen at eftergive en del af dagbøderne.

Gjørts har ikke haft meget ud af arbejdet. Der skulle betales 20.640 kr. til Selchau i Skive, der havde transport på beløbet, og restbeløbet - 1197 kr. - skulle blive stående som garantisum i et år.

 
På generalforsamlingen i 1941 blev det bestemt, at hvis Gjørts kunne fremlægge dokumentation for, at han var uden skyld i forsinkelsen, skulle han have halvdelen af mulkten udbetalt, men på et møde i maj nægtede bestyrelsen at godkende dokumentationen, ligesom den nægtede at betale to nye hattehjul, som den mente var omfattet af garantien. I juli sendte Gjørts besked til værket, at han ikke ville have mere med det at gøre, og bestyrelsen indhentede i stedet tilbud på vedligeholdelse fra firmaer på Fyn og i København.

Sådan så Durups borgere vindmøllen efter stormen i 1948.

Foto: Kristian Hedefelt

I oktober 1941 tager værket et stort skridt: Det besluttedes, at det fremover skal købe elektricitet hos SFGHH, og der blev holdt licitation over luftledning og omforandringer den 27. oktober. Følgende havde afgivet tilbud: Ladegaard & Co. 35.500 kr., Harald Espersen, Skive, 33.870 kr, Alfr. Priess, Vinderup, 31.992 kr., og J.J. Østergaard, Skive 31.700 kr. Sidstnævnte fik arbejdet, der skulle være færdigt inden julen 1941, og der blev optaget lån i Durup Sparekasse til installationen og til at betale et lån på 7.000 kr. i Skive Sparekasse.

Det blev efterhånden ønskeligt for flere at gå over til vekselstrøm. I 1942 gik mejeriet og Alfred Jensen, Durup Mølle, over til vekselstrøm, der blev leveret gennem Durup Elektricitetsværk. Der skulle betales en årlig afgift til Durupværket på 17 kr/HK.

Der var flere gange reparationer på vindmøllen, og i 1943 undersøgte bestyrelsen, hvad der var mest fordelagtigt - at reparere eller sælge møllen. Samtidig blev der holdt møde med køberne af møllen. Man skulle aftale købsbetingelserne, for den 25. maj skulle bestyrelsen møde møllebygger Gjørts i Landsretten i Viborg ang. restbeløbet på 1197 kr. Man enedes om, at maler Ejnar Mortensen, mekaniker Johannes Kristensen, bestyrer Chesten Christensen, møller Alfred Jensen og Viggo Block, Durup Sukkervarefabrik, skulle møde i retten. Desværre fortæller protokollen ikke noget om retssagens forløb.

Elektricitetsværket fik mange problemer ud af forsøget med vindenergi i 1940'erne. Her ses vindmøllen bag Salling Stolefabriks bygninger - i dag parkeringsplads på Mellemvej - og bagest Durup Mølle.
Foto: Kristian Hedefelt.

I 1944 averteres møllen til salg i Jyllands-Posten, men blev ikke solgt. I 1948 var møllen igen ude af drift, og i en storm stod vingerne i bagvind. Det kunne de ikke holde til, og der skete betydelig skade på dem. Vingerne blev solgt til vognmand Vagn Dalgaard, Durup. Han brugte klapperne som underlag til atstøbe mursten på, og jernet blev brugt til armering i et betondæk i huset på Markedsgade 14 i Durup. Resterne af møllen blev averteret til salg i 1949, men det lykkedes åbenbart ikke at slippe af med dem, for i 1951 var der forespørgsel om prisen for dynamo og gearkasse til møllen. Bestyrelsen fastsatte prisen til 2000 kr. for begge dele, men det ses ikke, om de blev solgt til den pris. Under alle omstændigheder optræder emnet ikke mere i protokollen.

I 1944 søgte dyrlæge Frederiksen om tilladelse til at koble 1 stk. lampe på en kraftmåler i garagen. Det blev bevilget for et år, men kun med en 25 w pære, og der skulle betales en afgift på 15 kr. Samme år fik industrierne i Durup lov til at køre hele dagen, og landmænd fik lov til selv at formale deres korn efter aftale med bestyreren - men det stemte Alfred Jensen, Durup Mølle, dog imod.

I 1947 var der igen problemer med kapaciteten, og generalforsamlingen måtte tage stilling til, om strømmen skulle rationeres, eller der skulle købes en ny 50 HK motor. Man valgte det sidste.

Durup Tømmerhandel fik i 1951 tilladelse til at bruge værkets kølevand til et badeværelse på den betingelse, at hvis værket på et senere tidspunkt selv ønskede at disponere over vandet, havde det ingen forpligtelser over for tømmerhandelen. Det ses ingen steder, at der skulle betales for vandet, men til andre tider var bestyrelsen mere sparsommelig. I 1953 blev det foreslået, at der skulle sættes større pærer i gadebelysningen, man da formanden havde oplyst, hvor dyrt det ville blive, blev forslaget nedstemt.

Den almindelige udvikling medførte stadige udvidelser af elektricitetsværkets kapacitet, og selvom der blev købt elektricitet af Højspændingsværket, skulle den ændres fra vekselstrøm til jævnstrøm. Værket producerede også selv en del elektricitet. I 1952 blev der anskaffet en større transformator og i 1954 en ensretter til 20-30.000 kr, og der blev optaget lån igen. I 1956 var bestyrelsen i Hornsyld for at købe en seks år gammel 300 HK maskine til 50.000 kr. Til den blev der lånt 35.000 kr. i Durup Sparekasse.

I slutningen af 1950'erne skiftede flere og flere på vekselstrøm, og i 1959 blev der forhandlet med Højspændingsværket om at levere strøm til flere af byens møbelfabrikker.

I 1960 stemte andelshaverne for første gang om værkets eksistens: 53 stemte for dets nedlæggelse, mens 63 ville fortsætte. Samme år gik 25 forbrugere over til vekselstrøm og året efter 11.

På generalforsamlingen den 6. februar 1961 opstod der en livlig debat om, hvem der havde stemmeret. Ifølge lovene var det kun grundejere, der havde stemmeret, men ifølge mangeårig praksis havde også lejere haft stemmeret. Dette spørgsmål nægtede ordstyrer Jens Kolding at sætte til afstemning, da han mente, at love og praksis var så forskellige, men bestyrelsen fik dog forsamlingen til ved håndsoprækning at tilkendegive, at den hidtidige praksis skulle følges. Under dagsordenens punkt 6 skulle forsamlingen derefter tage stilling til, om værket skulle fortsætte, eller forbrugerne skulle gå over til SFGHH. Jens Kolding nægtede at sætte dette punkt til afstemning, da han ikke mente, at det var afklaret, hvem der havde stemmeret, men på bestyrelsens opfordring og under dennes ansvar blev der foretaget en afstemning. 62 stemte for vekselstrøm, 27 stemte for værkets bevarelse, 7 undlod at stemme. Referatet slutter: Under punkt 7 eventuelt var deltagerne trætte. Generalforsamlingen hævet.

Allerede den 15. februar afholdtes ekstraordinær generalforsamling med ét punkt på dagsordenen: Skal Durup Elektricitetsværk fortsætte, eller skal forbrugerne overgå til vekselstrøm? For vekselstrøm stemte 83, og for jævnstrøm 30.

I henhold til værkets love var flertallet ikke stort nok, så den 5. februar 1962 blev der vedtaget en lovændring med 93 stemmer mod 5, og denne ændring blev bekræftet på en ekstra generalforsamling den 15. februar med stemmerne 68 mod 3.

Den 14. marts 1962 var der påny ekstraordinær generalforsamling med eneste punkt på dagsordenen: Vekselstrøm eller jævnstrøm? For vekselstrøm stemte 78, for jævnstrøm stemte 9 og én var blank - i alt stemte 88 - og det krævede en ny generalforsamling, som blev holdt den 26. marts. Her stemte 65 for vekselstrøm, 2 for bevarelse af Durup Elektricitetsværk og 2 var blanke.

I henhold til lovene skulle et eventuelt overskud fordeles blandt andelshaverne i forhold til, hvor meget hver enkelt havde indbetalt i de sidste tre år, men det blev i stedet besluttet, at et overskud skulle bruges til at udbygge og modernisere gadebelysningen i hele Durup. Der var dog enkelte andelshavere, som krævede deres andel udbetalt, men der blev en rest på 34.629 kr. til gadebelysningen.

Durup Fjernvarme købte værkets bygning, tanke og håndværktøj for 15.000 kr, og H.E. Østergaard købte maskinerne, der bestod af fire dieselmotorer, transformatorer og ensretter m.m. for 13.000 kr.

Durup Elektricitetsværks sidste generalforsamling blev holdt den 22. juni 1964. Der foreligger intet referat, men det må formodes, at likvidationsregnskabet blev godkendt.

Dermed sluttede en epoke i Sallings historie. I tiåret før lukkede de andre små jævnstrømsværker i Salling, bl.a. i Rødding, Roslev og Glyngøre. Durup Elektricitetsværk var det første - og det blev også det sidste. Værkets ledelse var igangsættere, men værket blev overhalet af udviklingen, så det til sidst ikke tjente noget formål med et lille elektricitetsværk, men så forstod ledelsen også at indstille driften, da dét blev nødvendigt.

Jeg takker alle, der har hjulpet mig med oplysninger til supplement af de ting, der står i elektricitetsværkets protokol. Protokollen er i privat eje.

Ideer til videre undersøgelser og projekter

Hvordan har elforsyningen været på jeres egn igennem tiderne?