Astronomi 1

Vejen til Stjernerne

- Birgitte Arnvig -

På rejse gennem solsystemet | Smålegemer i solsystemet | Planeterne | Afstande i rummet | Solen | Månen | Måneformørkelse | Solformørkelse | Dagen ændrer længde året rundt | Forårs og efterårsjævndøgn | Årstider og daglængde | Sommertid | Links

 

Forord

På de følgende sider skal du lære noget om astronomi. Du skal høre om emner som Jorden, Solen og lyset.

Jorden er vores hjem, og uden Solens varme og lys var der ikke liv. Rummet mellem stjernerne er en verden uden ilt med dybt mørke og en temperatur på minus 270 grader celsius.

Du skal også høre om planeter og galakser, hvorfor dage er korte eller lange og om verdensrummet, der er så stort, at vi tillader os at sige, at det er "uendeligt". For den logiske hjerne er det naturligvis forkert. Stjernerne eksisterer ikke i uendeligt antal.
Det er bare os, der endnu ikke har fundet ud af, hvordan vi tæller dem.
Det meste af vor viden om universet kommer fra vores viden om lys. Den kendte danske astronom Ole Rømer, der havde observatorium på toppen af Rundetårn, opdagede i 1675, at lyset "tøvede". Ole Rømer var derved for mere end 300 år siden - med til at skabe fundamentet for moderne astronomi.

 

Hvad var det, Rømer fandt? Han regnede ud, at lys bruger tid på at bevæge sig fra det ene sted til det andet. Ganske som mennesker, når vi rejser fra Gedser til Skagen. Lyset har bare lidt mere fart på, godt 300.000 kilometer i sekundet. Det tager 500 sekunder for Solens lys at nå Jorden. Slukkede Solen sit lys, ville der gå omkring 500 sekunder (ca. 8 minutter), før vi opdagede det.
Lys er en helt utrolig ting, og i sit væsen er alt lys ens, hvad enten det er romantiske stearinlys på bordet, billygternes strålekast eller lyset fra stjerneskuddene, St. Laurentii tårer - augustnattens fyrværkeri, som man engang troede var den gode helgen, der græd.

Så længe mennesker har været på Jorden, har sol, måne og stjerner været en fast del af vores eventyrverden, overtro og religion. Børn kikkede på Manden i Månen, pigerne skulle neje for årets første nymåne, og astrologerne så på planeterne og forudsagde fremtiden. 
På disse sider, skal vi have benene på Jorden, selv om vi tager ud i rummet. Vi skal glemme myterne og holde os til kendsgerningerne.

God Fornøjelse
Birgitte Arnvig

På rejse gennem solsystemet

Solsystemet blev dannet for ca. 5 mia. år siden, og planeterne blev dannet efterhånden som det materiale, der var omkring Solen, størknede og kølede af. Derfor består de indre planeter af stenarter og tungere metaller, og de ydre planeter hovedsageligt af lette grundstoffer i fast eller flydende form. Grunden til, at der kun er én planet i hver bane, er, at under planetdannelsen stødte "planetstumperne" ind i hinanden og voksede sig store til de planeter, vi har i dag. 

Solsystemet består af Solen og de 9 planeter, utallige asteroider og uanede mængder støv og gas. Den yderste og hidtil sidste planet, man har opdaget, er Pluto.

 

Fra venstre på billedet har vi:
bulletSolen
bulletMerkur
bulletVenus
bulletJorden
bulletMars
bulletAsteroide-bæltet
bulletJupiter
bulletSaturn med ringen
bulletUranus
bulletNeptun
bulletPluto

 

De to inderste planeter er Merkur og Venus. Merkur er nærmest Solen. Venus bliver ofte kaldt for morgen- eller aftenstjernen, da den står meget flot og lysstærkt i horisonten om morgenen (i øst) eller om aftenen (i vest). Merkur og Venus har ingen måner.

Herefter kommer Jorden med sin trofaste følgesvend, Månen. Fra Jorden kan vi se Månens faser og formørkelser.

Bevæger vi os videre ud i solsystemet møder vi Mars, som minder meget om Jorden. Mars har to måner, Phobos og Deimos.

Mellem Mars og Jupiter er der et bælte af asteroider. De fleste asteroider befinder sig i bæltet omkring 2,2 til 2,3 AE fra Solen (1 AE = afstanden fra Jorden til Solen). Nogle er små med en diameter på nogle få meter. Andre har en diameter på flere hundrede kilometer.

Kæmpeplaneten Jupiter med sin store røde plet er den næste i rækkefølgen. Jupiter er solsystemets største planet med en diameter på 140.000 km (Jordens diameter er ca. 12.000 km). 

Saturn med de flotte ringe og mange måner kommer efter Jupiter.

De næste planeter er Uranus og Neptun. De bliver kaldt for tvillingerne, fordi de minder meget om hinanden. De består af gas, de har altså ingen fast overflade.

Til sidst i rækken har vi Pluto, der er den mindste og yderste planet. Plutos bane hælder meget kraftigt i forhold til hele solsystemet. Pluto har en måne, Charon.

 

På billedet er planet-banerne vist i nogenlunde størelses-forhold.

Mars-banen og Jorden og de indre planeter er forstørret op, så de også kan skelnes.

       

Smålegemer i solsystemet


     
Asteroider

Man antager, at der er omkring én million asteroider i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Asteroider er klippeblokke, der ikke er kugleformede som planeter. De varierer i størrelse fra store sten til nogle få hundrede kilometer i diameter.

Nogle asteroider har måner, som asteroiden Ida her på billedet.

 
Kometer 

Den berømteste komet er Halley's Komet. Den har en periodisk omløbstid på 76 år. Den er blevet opkaldt efter astronomen E. Halley, der beregnede kometens bane. Man har kunnet spore kometen helt tilbage til 240 f.Kr., og den er vendt tilbage 30 gange siden da. Sidst var i 1986. Næste gang Halley besøger vores solsystem bliver i år 2061.

En komet er en slags stor beskidt snebold, når den befinder sig langt fra Solen. Derude er den frosset, fordi der er meget koldt - kun 3°K (husk at det absolutte nulpunkt er 0°K = -273°C). 

 Solens stråler kan ikke varme den op. Den består af lette grundstoffer, støv og småsten. Kometen er kun nogle få kilometer i diameter. Dengang solsystemet blev dannet, blev de tungeste materialer til planeter. Efterhånden som vi bevæger os længere ud i solsystemet, forekommer der mest gas i enten flydende eller fast form, og det er netop her kometerne er blevet til. De bevæger sig langt uden for vores planetsystem. Men ind imellem indfanges de af Solens tyngdekraft - og begynder deres periodiske vandring om Solen. Det er ikke alle kometer der overlever. F.eks. i 1994 så vi, hvordan en komet blev revet i stykker og styrtede ned på Jupiter. Gennem de 5 mia. år, solsystemet har eksisteret, har utallige kometer endt deres rejse på planeterne. Nogle forskere har en teori om, at årsagen til, vi har vand på Jorden, bl.a. er kometers nedstyrtning.

Når kometen nærmer sig Solen, bliver de yderste lag opvarmet, og dermed dannes en hale. Den kan blive 100 millioner kilometer lang. Den fremkommer ved at småpartiklerne rives løs fra kometen. Lyset fra Solen reflekteres af småpartiklerne. Fra Jorden ses det som en utrolig flot hale. Den er altid rettet væk fra Solen, fordi Solens stråler "blæser" på halen. Støvpartikler og småsten fra halen efterlades af kometen.

Når Jorden passerer ind i disse rester, rammer støvpartiklerne Jordens atmosfære og brænder op. Det ser vi som stjerneskud på himlen. Leoniderne er en sådan kometrest, som Jorden passerer ind i omkring 12.-17. november hvert år, og derfor er der mange stjerneskud i den periode.

De enkelte planeter

       
Merkur:

Merkur, den inderste planet, er på størrelse med Månen

Det tager Merkur 3 måneder at bevæge sig rundt om Solen. Der er stor forskel på dag- og nattemperatur, fordi der ingen atmosfære er til at holde på varmen, eller holde varmen ude. Der bliver derfor op til 430°C om dagen og -170°C om natten. Overfladen ligner Månens med mange store og små kratere

 
 

 

     
Venus:

Venus er på størrelse med Jorden.

Den har en atmosfære af kuldioxid (CO2) og svovldioxid (SO2).

Atmosfæren holder på varmen, og på Venus' overflade er fra 400 til 700 grader kelvin (nok til at smelte bly).

Detalje fra Venus' overflade:

 

 

     
Jorden

Jorden er den tredje planet fra Solen i solsystemet. Den adskiller sig fra de øvrige planeter, fordi her findes flydende vand - og her er liv. Jorden befinder sig 150.000.000 km fra Solen, og har en atmosfære bestående af 78% kvælstof, 21 % ilt, 1% argon, 0,03% kuldioxid.

Jordens kerne består af to lag. Et fast lag og et flydende lag. Begge lag består af en blanding (en legering) af nikkel og jern. Den inderste del af kernen er fast og den yderste del er flydende. Den flydende del er skyld i Jordens magnetfelt.

Jordens rotationsakse, der går gennem Nord- og Sydpolen, hælder 23,50° ind mod Solen (i forhold til en linie vinkelret på Jordens baneplan). Radius ved ækvator er 6.378 km. 2/3 dele af Jorden er dækket af vand.

Tyngdekraften er så stor, at hvis man skulle hoppe så højt, man slap fri fra Jordens tyngdekraft, måtte man hoppe med en hastighed på 11 km/s (40.000 km/t). For at få raketter op på den hastighed, laver man dem, så de "sætter af" i flere omgange (fx tretrinsraketter).

 

Mars:

Mars kaldes også "den røde planet", fordi den indeholder meget jern i form af rødt sand. Omløbstiden rundt om Solen tager næsten to år. Mars' diameter er ca. halvt så stor som Jordens. Når det er efterår og forår på Mars, kan der forekomme voldsomme storme.

Der findes høje bjerge og kratere efter meteornedslag. Atmosfæren består af kuldioxid. Polerne består af frosset vand og kuldioxid (CO2). Der er observeret udtørrede floder, hvilket tyder på, at der engang har været flydende vand på Mars.
I disse år arbejder man på, at få en bemandet rumfærge til Mars. Ingen ved endnu, hvornår det vil være muligt, fordi rejsen til Mars vil tage lang tid. Et ubemandet rumfartøj har sendt et fjernstyret robotkøretøj, Mars Pathfinder, til planeten, for at den kan lave undersøgelser af Mars' overflade. Den har sendt en mængde spændende billeder og analyseresultater tilbage til Jorden.

   
 

 

     
Jupiter

Jupiter er den største planet i solsystemet med en diameter, der er 11 gange Jordens. Massefylden er til gengæld 4-5 gange mindre, fordi den består af gasarter, hovedsageligt af hydrogen (brint) og helium. Kendetegnet for Jupiter - udover størrelsen - er en stor rød plet, som skyldes en kæmpe storm, der har raset i flere hundrede år.

I Juli 1994 blev Jupiter bombarderet af kometrester. Nedslaget varede flere dage. Observationer af nedslaget giver astronomerne nye data om Jupiters atmosfære.

På grund af aktivitet i dens indre, afgiver Jupiter mere varme, end den modtager fra Solen. Havde Jupiter været meget større, kunne den været blevet til en stjerne. Jupiter har mange måner, indtil nu har astronomerne fundet 16 måner, og der er måske flere, der ikke er opdaget endnu.

Io er en af Jupiters mange måner. De sidste nye optagelser viser aktive vulkanudbrud på Io. 


 

  Io

 

 

     
Saturn

Saturn er kendt for sine flotte ringe, der består af sten og frosne gasarter. En af teorierne om ringene er, at en måne er kommet for tæt på Saturn, og dermed er blevet revet i stykker. Også Saturn har mange måner - 18 navngivne - og den ligner meget Jupiter med hensyn til kemisk sammensætning.

To af Saturns mange måner, har baner, der krydser ind over hinanden. Og som den eneste planet i solsystemet har Saturn en massefylde mindre end vands. Saturns massefylde er 700 g/liter, og vand er som bekendt 1000 g/liter. Det betyder, at kunne vi putte Saturn ned i et badekar med vand, ville den flyde ovenpå.

   
 

 

     
Uranus:

Uranus består hovedsageligt af gasarter. Temperaturen i Uranus' atmosfære er -213°C og højere længere inde. Uranus har 10 ringe og 15 måner. Miranda er en af dem. Her findes 24 km høje bjerge og 14 km dybe dale. På Jorden er det højeste punkt Mount Everests på 8,848 km og det dybeste sted ved Phillipinergraven over 10 km. Uranus' omdrejningsakse er næsten parallel med dens baneplan. Det er som om Uranus "ligger" ned og drejer rundt

 

Neptun:

Neptun blev ligesom Pluto opdaget ved afvigelser i andre himmellegemers baner. Man beregnede sig frem til dem, inden man vidste, de var der. For Neptuns vedkommende var det afvigelser i Uranus' bane, der påkaldte sig opmærksomheden. 
Neptun har mindst otte måner, og det tager den 165 år at komme rundt om Solen. Temperaturen er ca. -213°C.

Plutos bane krydser Neptuns bane, så de to planeter skiftes til at være solsystemets yderste planet. Neptun har fra 1979 til 1999 befundet sig fjernere fra Solen end Pluto, og altså i den periode  været den yderste planet i solsystemet.

 

 

     
Pluto

Den sidste og mindste planet i solsystemet er Pluto med bare én måne ligesom Jorden. Astronomerne beregnede sig frem til Pluto, fordi de yderste planeter - Uranus og Neptun, ikke fulgte nøjagtigt de baner, man skulle forvente. De mente derfor, at der måtte være en ekstra planet, og det var der. Pluto er meget langt væk og ganske lille (den mindste planet), hvilket gør det ekstra svært at observere den.

 

Er vi alene i rummet?

Med Hubble-teleskopet, som er placeret i kredsløb om Jorden, er det lykkedes at observere sandsynlige planetdannelser i Orionbæltet, altså omkring fjerne stjerner. Det betyder i hvert fald, hvis observationerne er rigtige, at planeter ikke er noget specielt for Solen, vores stjerne. 

 

Afstande i rummet

       
Astronomerne regner sjældent i kilometer, da afstandene ude i rummet er alt for store til det. Vi ville få nogle enorme tal. Det ville nemlig svare til, at vi regnede afstande ud i milli - milli - milli - meter her på Jorden. I Solsystemet bruges afstanden AE, og den svarer til den afstand, der er mellem Jorden og Solen. 

Altså 1 AE (astronomisk enhed) er lig afstanden mellem Jorden og Solen. 

Bevæger vi os længere ud i rummet, bruger vi andre måleenheder, som lysår og parsec. 

1 lysår = den vej lyset passerer i løbet af et år. Lyset bevæger sig med 300.000 km/s. 

Lyset tilbagelægger:

300.000  × 60 km/minut
300.000
× 60 ×  60 km/time
300.000 × 60 ×  60 × 24 km/døgn
I løbet af et år vil lyset have tilbagelagt: 
300.000 × 60 ×  60 × 24 × 365 km/år ´= 9.460.800.000.000 km/år

Eller mere nøjagtigt:

1 lysår er 9.460.730.472.580.800 meter

1 parsec er en afstand dannet ud fra en vinkel på 1 buesekund (1") i en trekant med Jorden og Solen i de andre to punkter. Vi vil ikke uddybe det nærmere her, men tilføje at enheden opstod i forbindelse med parallakse-metoden, der bruges til at bestemme afstande til nære stjerner. 

1 AE = 149.600.000 km
1 lysår = 9.460.000.000.000 km 
1 parsec = 3,26 lysår = 30.860.000.000.000 km

 

     
Eksempler på størrelser og afstande i vores solsystem:      
Planet Radius(km) Afst. fra Solen (AE) Omløbstid  
Merkur 2.439 0,387 88 døgn
Venus 6.052 0,723 225 døgn
Jorden 6.378 1 365 døgn
Mars 3.397 1,524 1,88 år
Jupiter 71.398 5,203 11,86 år
Saturn 60.000 9,529 29,46 år
Uranus 26.320 19,190 84,00 år
Neptun 24.300 30,090 169,79 år
Pluto 1.150 39,340 247,70 år
       

Solen

       

Solen er centrum i vores solsystem. Rundt om den kredser alle planeterne. Den består af gas og har ikke en fast overflade som Jorden. Solens diameter er 1.4 millioner km. Det svarer til 109 jordkloder ved siden af hinanden - den er altså enorm stor. Jorden er 150.000.000 km væk fra den. 

Solen frigør energi og udstråler varme i store mængder, når den omdanner hydrogen (H) til helium (He) ved det, der kaldes en fusionsproces (atomkerne-sammensmeltning).
Solen er Jordens vigtigste varmekilde. Uden Solen ville der ikke være liv på Jorden.

Nogen gange kommer der så meget energi ud af Solen, at den kaster 100.000 km lange flammer ud, fænomenet hedder flare. Disse udbrud er meget kraftige og påvirker også Jorden. Flare-udbrudene er årsagen til nordlys, der kan opstå over nord - og sydpolen.

   
Solen med soludbrud: flare
 Flare

Solen er en stjerne, en af de mindre, men i forhold til de øvrige stjerner er den så tæt på os, at vi almindeligvis ikke opfatter den som sådan. Det er den eneste stjerne, vi kan se om dagen. Om natten skygger Jorden for Solen, så kan vi til gengæld se de andre stjerner på himlen.
På grund af fusionsprocessen på Solen, vil den engang kun bestå af helium (helium betyder for øvrigt solstof). Den vil udvide sig og blive meget stor og opsluge alle planeterne helt ud til Uranus.
Solen og solsystemet har eksisteret i ca. 5 milliarder år. Det vil tage vores sol ca. 10 milliarder år at omdanne alt hydrogenen til helium. Det betyder at den har ca. 5 milliarder år tilbage endnu. På det tidspunkt er der ikke længere liv på Jorden.
Solens yderste lag vil derefter udvide sig til en tåge, planetarisk tåge. Det inderste lag falder sammen og bliver meget tungt. Solens indre er blevet til en hvid dværg, og den vil da kun udsende sparsom stråling/lys.

Månen og dens faser

       
Månen, som vi også kalder en satellit til Jorden, befinder sig i en middelafstand på ca. 384.000 km væk fra Jorden. Der er ingen atmosfære på Månen, dvs. der er ingen luft eller vind. Kraterne efter meteornedslag på Månen er derfor velbevarede og vil være det i mange tusinde år fremefter. Der findes 100.000-vis af kratere efter nedslag. De varierer i størrelse fra få hundrede meter til flere hundrede km i diameter. 

Vi kan med det blotte øje se mørke områder på Månen, som kaldes have. Med en almindelig fuglekikkert kan man se bjergkæder, hvis man da kan holde kikkerten stille. 
Temperatursvingningerne er meget store på Månen. Om natten bliver det ned til - 180°C og op til +120°C om dagen (93K om natten og 393K om dagen).
   

Månens bevægelse om Jorden forårsager ebbe og flod. Det skyldes at Månen ligesom "hiver" i Jorden, og Jorden "hiver" også i Månen på grund af massetiltrækningen. Kræfterne er meget store og betegnes også tidevandskræfterne, da det får vandet i havene til at stige og falde. 

Tyngdekraften på Månen er ca. 1/6 af den på Jorden. Hopper du derfor på Månen med en hastighed på 2,5 km/s (svarer til 9.000 km/t), kan du hoppe tilbage til Jorden (hvis du ellers kan ramme).

Månen vender altid den samme side ned mod Jorden - den har en bunden rotation. Det betyder, at den drejer netop en gang rundt om sig selv på de ca. 27 dage, det tager den at bevæge sig rundt om Jorden. Forskerne mener at det skyldes, at Månen ikke har en jævn fordeling af sin masse. Den side, der vender ned mod Jorden, er tyndere, end den modsatte side. På grund af "tidevandseffekten" mistede den skæve måne hurtig sin egenrotation - mener man. Fænomenet bunden rotation er dog ikke tilfredsstillende forklaret endnu.
Faktisk har alle månerne i solsystemet bunden rotation - undtagen Hyperion, en af Saturns måner. Det skyldes sandsynligvis at en asteroide er stødt ind i den. Og dermed har givet den en rotation. 

 

Månens faser

Månen bruger godt 27 døgn til at bevæge sig rundt om Jorden, men da Jorden kredser om Solen, går der 29½ døgn før Solen, Jorden og Månen igen er i samme stilling i forhold til hinanden - altså fx fra nymåne til nymåne. For os ser det ud som om, den ændrer udseende i løbet af perioden. Den gennemgår forskellige faser.

Når Månen er mellem Solen og Jorden, kan den ikke ses fra Jorden. Solen lyser på den side, der vender ind mod Solen (væk fra os). Vi ser kun en smal stribe i kanten af skiven. Månen er "ny".

Knap 15 dage efter har Månen bevæget sig halvvejs rundt om Jorden. Den er nu på den anden side af Jorden. Solen belyser hele den side, der vender mod Jorden - Månen er "fuld". 
Knap 15 dage senere er Månen igen ny. Mellem nymåne og fuldmåne er den henholdsvis "tiltagende" og "aftagende".

Månen ses som en fin tynd bue, når den begynder at tiltage, og når den er aftagende lige før nymåne. Månen ligner da en afklippet fingernegl eller et segl.

       

Måneformørkelse

       
Planeterne bevæger sig rundt om Solen i aflange cirkelbaner - elliptiske baner. Månens bane rundt om Jorden er også elliptisk. Derfor varierer afstanden mellem Jorden og Månen. Det betyder ingenting for Månens bevægelse om Jorden, men det bevirker, at der opstår forskellige former for solformørkelser - herom senere.

Måneformørkelse opstår, når Månen bevæger sig ind i den skygge, som Jorden kaster fra Solens lys. Det er kun når Månen er fuld og befinder sig i samme plan som Jorden og Solen, at der kan opstå en måneformørkelse.

Under en total måneformørkelse farves Månen dybt rød på grund af lysets brydning igennem Jordens atmosfære.

Måneformørkelse afhænger af to ting:

1. Månen skal være på lige linie med Jorden og Solen. 
2. Det skal være fuldmåne og Jordens og Månens baneplaner skal være tæt på hinanden (Månens baneplan hælder 6° i forhold til Jordens).

 

Solformørkelse

Ved solformørkelse skygger Månen for Solen. Månen bevæger sig ind foran Solen og kaster en skygge, der rammer Jorden. Når Jorden møder skyggen, opstår der solformørkelse. Skyggen udgør kun en lille plet på Jorden, så solformørkelsen opleves kun i et lille område ad gangen.
Hele Jorden forsvinder altså ikke ind i skyggen, som Månen gør det ved en måneformørkelse. Fænomenet kan kun opstå, når Månen befinder sig i samme plan som Solen, og det er nymåne.
En solformørkelse kan sammenlignes med, at du ligger og soler dig, og der kommer en person og stiller sig foran dig. 

Personen skygger for Solen, præcis som Månen gør det ved en solformørkelse. En solformørkelse er sjældent total. Vi ser oftere en partiel solformørkelse, hvor kun en del af Solen bliver formørket.

 

Som vist her kan solformørkelse kun forekomme, når Månen er NY. Måneformørkelse kan derimod kun ses, når Månen er FULD.

Der findes tre forskellige typer solformørkelser: 

  1. Ved en partiel solformørkelse, bliver kun en del af Solen formørket.
  2. Ved en total solformørkelse dækkes hele Solen af Månen. Solens korona kommer til syne som et lysende slør omkring Solen.
  3. Ved en ringformet solformørkelse ses Solens rand (yderste kant) som en lysende ring. Månen dækker ikke hele Solen, men kun en del af midten. En ringformet solformørkelse opstår, fordi Jorden og Månen ikke bevæger sig i cirkulære baner men ellipsebaner. Jorden er i dette tilfælde forholdsvis tæt på Solen, og Månen er langt fra Jorden.

 

Dagen ændrer længde året rundt

Jorden er som nævnt den tredje planet fra Solen. Det tager Jorden et år at bevæge sig rundt om Solen - og Jorden er 24 timer om at dreje rundt om sig selv.

Dagens skiftende længde og årstiderne skyldes, at Jorden "vipper" i forhold til Solen.
I løbet af året ændrer dagen længde. Fra sommer til vinter bliver dagene kortere og Solen står lavt på himlen. Omkring 21. december, kort før jul, har vi den korteste dag. Vi kalder den korteste dag for vintersolhverv, og fra da af bliver dagene længere. 
Om sommeren omkring den 21. juni, kort før sankthans, kommer sommersolhverv, årets længste dag.

På årets korteste dag i Danmark er Solen lige knap fremme 7 timer ud af døgnets 24 timer. Den står op ca. kl. 8.40 og går ned kl. 15.30. 
På årets længste dag er Solen fremme i 17 timer. På nordpolen når Solen aldrig op om vinteren, og om sommeren er der sol døgnet rundt (midnatssol).

Dagen tiltager langsomt lige efter vintersolhverv. Første dag 1 minut, andet dag 1,5 minut, men efterhånden går det hurtigere. Efter en måned er dagen allerede blevet 1 time længere. Og nu går det endnu hurtigere: Efter februar og marts kan vi mærke, at dagene er blevet meget længere. Omkring jævndøgn går det hurtigst, her tiltager dagen med en halv time om ugen.

Og så skal det tilføjes, at det rent faktisk er sludder at sige, at Solen står op eller Solen går ned. Solen går ingen steder. Den står helt stille i forhold til os. Udtrykket stammer fra middelalderen, hvor man troede, at Jorden var Universets centrum, og at Solen drejede rundt om Jorden. Vores viden om Universet har ændret sig, men de gamle udtryk har vi beholdt.

 

Forårs og efterårsjævndøgn

To gange om året er dag og nat lige lange. Det sker ved forårs- og efterårsjævndøgn. Kun ved jævndøgn står Solen lodret over ækvator ved middagstid. Står du på ækvator ved jævndøgn ved middagstid, vil du ikke have nogen skygge.

Jordens omdrejningsakse, aksen der går gennem nord- og sydpol, peger i samme retning og ud mod et punkt tæt på Nordstjernen. Nordstjernen ligger langt uden for Solsystemet. 
     
       
Mens Jorden i løbet af et år bevæger sig rundt om Solen, vil aksen på skift pege ind mod Solen og væk fra Solen.

Når vi har sommer peger aksen ind mod Solen, og der er sol hele døgnet på Nordpolen. Om vinteren peger aksen væk fra Solen, nu er det sommer på Sydpolen. I overgangen mellem sommerhalvår og vinterhalvår - ved forårs- og efterårsjævndøgn - er nat og dag lige lange.
   
 

Sommertid

Mange steder har man indført sommertid, hvor uret skrues en time frem om foråret for bedre at udnytte lyset og dermed spare på elektriciteten. Om efteråret "skrues tiden" en time tilbage igen. I Danmark skifter vi til sommertid første weekend efter forårsjævndøgn, og vi går tilbage til normaltid femte weekend efter efterårsjævndøgn.