Arkæo-
astronomi

- Rud Kjems -

Mennesket har altid interesseret sig for himmellegemerne 
Arkæo-astronomiens første pionérer 
 Arkæo-astronomien får sit gennembrud 
Himmellegemernes bevægelser tegner genkendelige mønstre 
Oldtidsanlæg med mulige astronomiske sigtelinier 
Newgrange med den interessante "roofbox" 
Moderne arkæo-astronomi
Links


Arkæo-astronomi er en forskningsgren, som undersøger astronomiens betydning i oldtiden. Indsatsen har især været rettet mod de forhistoriske kulturer i Europa og Nordamerika, de gamle flodkulturer i Mellemøsten samt de store indianerkulturer i Latinamerika.


Mennesket har altid interesseret sig for himmellegemerne 
Historiske og arkæologiske kilder fortæller, at mennesker til alle tider har betragtet himmellegemerne med ærefrygt og interesse. I vore dage oplever mennesker sjældent eller aldrig at se stjernehimlen i fuldt flor. Byernes lys har efterhånden et sådant omfang, at man selv langt ude på landet må nøjes med en afbleget udgave af nattehimlen. På trods heraf er oplevelsen så storslået, at også de fleste nutidsmennesker berøres af synet. I én af sine bøger fremhæver den berømte, engelske astronom Fred Hoyle, at facinationen af himmellegemerne har spillet en afgørende rolle i menneskets udvikling. Han hævder endda, at menneskets intellektuelle fremskridt næppe havde været mulige, hvis vores planet - som det er tilfældet med Venus - permanent havde været indhyllet i et uigennemsigtigt skydække.

Oldtidsmennesket har opfattet himmellegemerne som guder eller som gudernes redskaber, og de har derfor spillet en vigtig rolle i den daglige kult. Men Solen, Månen og stjernernes regelmæssige vandringer over himmelhvælvingen fik også en mere praktisk betydning for vore forfædre. Erkendelsen af denne regelmæssighed gjorde det muligt at udstikke verdenshjørnerne nord, syd, øst og vest, hvorved mennesket blev i stand til at finde vej over større dele af Jordens overflade. Den betød endvidere, at mennesket lærte at måle tiden og blev i stand til at lave primitive kalendere.

Fig. 1: Tegningen viser Stonehenge's grundplan omkring år 1550 f.Kr. Det er resterne af dette anlæg, vi i dag kan se i Sydengland. Det første Stonehenge blev etableret så tidligt som ca. 3100 f.Kr., og arkæologerne antager, at anlægget gennem de mange århundreder har gennemløbet 5-6 bygningsfaser. Den sidste fandt sted omkring 1100 f.Kr., hvor avenuen blev forlænget. Pilen angiver anlæggets akse, som peger mod solopgangen ved sommersolhverv.

Allerede i 1700-tallet blev man opmærksom på, at visse oldtidsanlægs orientering havde sammenhæng med Solens årscyklus. Én af de første, som i skrift nedfældede denne teori, var den engelske oldtidsforsker, William Stukeley. Han foretog de første omhyggelige opmålinger af Stonehenge, der med rette betragtes som et af forhistoriens prægtigste monumenter. I forbindelse med opmålingerne opdagede Stukeley, at Stonehenge's akse peger mod nordøst, "hvor Solen stiger op, når dagene er længst."

Arkæo-astronomiens første pionérer
Æren for at arkæo-astronomien med tiden udviklede sig til en seriøs forskningsgren må nok især tilskrives den engelske astronom, Sir J. Norman Lockyer. Han foretog i årene 1891 og 1893 rejser til Ægypten for at undersøge, om de ægyptiske templers orientering har sammenhæng med himmellegemers positioner. Undersøgelserne viste, at det virkelig forholder sig således, og at det først og fremmest er Solen og bestemte stjerner, som spiller en rolle. Resultaterne fremlagde Lockyer i bogen "The Dawn of Astronomy", som udkom i 1894.

Få år senere vendte Lockyer blikket mod Stonehenge og andre engelske monumenter fra stenalder og bronzealder. Kunne det tænkes, at også disse meget gamle anlæg var orienteret efter himmellegemerne? Sammen med astronomen og arkæologen F.C. Penrose besøgte Lockyer en række anlæg, som blev undersøgt og opmålt. I bogen "Stonehenge and other British Stone Monuments Astronomically Considered", udsendt i 1906, offentliggjorde Lockyer resultaterne, og de var virkelig opsigtsvækkende. De viste nemlig, at der i en stor del af de engelske oldtidsanlæg var indbygget astronomiske sigtelinier med relation til Solen, Månen og stjernerne. Og ikke nok med det: sigtelinierne var anlagt med stor præcision. Nogle af anlæggene, f.eks. Stonehenge, havde tilmed fungeret som sindrige kalendere, der året igennem kunne fortælle, hvor på årscyklen, man befandt sig. Etableringen af sådanne anlæg indebærer omhyggelige astronomiske observationer over et vist åremål, og Lockyer hævdede da også, at anlæggenes bygherrer havde givet sig af med astronomi, - endda på et ret højt plan. Lockyers bog blev mødt med voldsomme protester fra arkæologer og andre videnskabsmænd. De fremhævede, at oldtidens primitive bønder, der hverken kunne læse eller skrive, selvfølgelig ikke havde været i stand til at præstere noget, der blot lignede videnskabeligt arbejde.

Selvom sagkundskaben helt afviste Lockyers teorier, så var der rundt om i Europa hist og her mennesker, som fandt dem fascinerende og spændende. De begyndte at betragte oldtidsmonumenterne på deres hjemegn med nye øjne og var snart i gang med at undersøge, om Lockyers teorier måske også passede på disse.

Det viste sig senere, som det ofte er tilfældet med pionérarbejde, at Lockyers materiale vedrørende de britiske oldtidsanlæg var behæftet med en del fejl og mangler, og at hans konklussioner ofte var for vidtløftige. Det er også sin sag at lave en omhyggelig opmåling af sådanne anlæg, der i dag kun er en svag afglans af, hvad de var engang. Gennem årtusinder har vejrliget, dyr og mennesker forvandlet de oprindelige anlæg til ruiner, og ødelæggelserne er ofte så omfattende, at selv en omhyggelig udgravning ikke formår at bringe klarhed over anlæggets oprindelige karakter. Det man har at gå efter er sten, stenspor (spor efter fjernede sten), stolpehuller, jordvolde, grøfter mm. At lave en præcis opmåling af et oldtidsanlæg, f.eks. en stenkreds, er særdeles tidskrævende og kræver det rette håndelag. Dette håndelag og den nødvendige energi havde den skotskfødte Alexander Thom. Han skulle blive den, som med størst held videreførte og udviklede Lockyers idéer.

Alexander Thom var professor i Engineering Science ved Oxford Universitet fra 1945-61. Allerede tidligt blev han interesseret i sin hjemegns oldtidsmindesmærker og blev nysgerrig efter at vide, om deres udformning og orientering kunne have noget med himmellegemernes bevægelser at gøre. I årene 1930-70 undersøgte og opmålte han hundredvis af anlæg i Storbritannien og Bretagne. De omfattede stenkredse, stenrækker, dysser, jættestuer mm.. Thom fandt i mange af anlæggene astronomiske sigtelinier med relation til både sol, måne og stjerner, og han var - som Lockyer - overbevist om, at de forhistoriske europæere systematisk havde observeret himmellegemerne. Thom fremlagde endvidere en teori om, at mange af anlæggene var udstukket med den samme måleenhed (0,83m), - en "megalithic yard", kaldte han den. Endelig søgte han at påvise, at en del af stenkredsene (de er langt fra alle cirkelrunde) var komplicerede konstruktioner, som røbede en stor geometrisk viden hos bygherrerne.

 

Fig. 2: Britisk stenkreds opmålt af Alexander Thom. Tværmålet er 16-17 m. Efter Thoms opfattelse var mange af de forhistoriske stenkredse så raffineret konstrueret, at kun mennesker med en betydelig geometrisk indsigt kunne have anlagt dem. Thom har indtegnet de hjælpelinier, som kan have været brugt ved konstruktionen.

 

Alexander Thom præsenterede sine teorier i en række tidsskriftsartikler, - den første i 1954. Men selvom de på en række områder var særdeles vidtgående og i stærk modstrid med de gængse arkæologiske teorier, så vakte de ingen større opsigt. Det gjorde til gengæld den amerikanske, men engelskfødte, astronom Gerald Hawkins, da han midt i 1960'erne hævdede, at Stonehenge i virkeligheden skulle tolkes som et meget kompliceret astronomisk observatorium.

Arkæo-astronomien får sit gennembrud
I en tid, hvor computerteknikken stadig befandt sig på kravlestadiet, havde Hawkins i sit arbejde med Stonehenge taget dette nye hjælpemiddel i brug. Computeren var en Havard Smithsonia IBM. Først udsøgte Hawkins sig 165 nøglepunkter i Stonehenge's konstruktion, - sten, stenhuller, andre huller mm.. Dernæst blev disse punkters position omhyggeligt lagt ind på computeren, som fik besked på at undersøge, om der mellem punkterne kunne trækkes linier, som var orienteret efter himmellegemernes op- og nedgangspunkter i horisonten. Resultatet var negativt med hensyn til stjerner og planeter, mens der til gengæld var bid vedrørende Solen og Månen. Computeren fandt nemlig 13 sigtelinier med relation til Solen og 11 med relation til Månen. Men Hawkins gik videre endnu, idet han postulerede, at Stonehenge-anlægget faktisk havde fungeret som en "oldtids-computer", der gjorde det muligt for dens konstruktører at forudsige måneformørkelser.

Den store offentlighed kunne læse om disse opsigtsvækkende opdagelser i bogen "Stonehenge opklaret", som Gerald Hawkins udsendte i 1965. Bogen blev en kæmpesucces og var snart udgivet i en række lande. Mange astronomer sluttede op om Hawkins' teorier, - bl.a. Fred Hoyle, som gav udtryk for, at Stonehenge's skabere måtte have haft et indgående kendskab til astronomi.

 

Fig. 3: Stonehenge som det formodes at have set ud i sin endelige udformning omkring 1550 f.Kr. Der er i monumentet benyttet to forskellige stenarter, som er hentet henholdsvis 32 km og 210 km fra byggepladsen. De største sten hæver sig godt 7 m over jorden og vejer mere end 45 tons. Det er utroligt, at et forhistorisk bondesamfund har kunnet løfte en opgave af en sådan størrelsesorden.

 

 

Arkæologerne stillede sig anderledes afvisende og var hårde i deres kritik. De hæftede sig især ved, at Hawkins ikke havde taget hensyn til Stonehenge-anlæggets forskellige byggefaser. Stonehenge er nemlig ikke bygget "fikst og færdigt", men over en omkring 2000 år lang periode, hvor der flere gange blev foretaget om- og tilbygninger. Arkæologerne kunne påvise, at nogle af Hawkins' sigtelinier er trukket mellem bygningselementer, som slet ikke har eksisteret samtidig. Der var dog enkelte arkæologer, som sluttede op om de nye teorier.

Gerald Hawkins' bog medførte, at tusinder af mennesker, især i Europa og USA, fattede interesse for arkæo-astronomien. En bølge af nye bøger om emnet dukkede op hos boghandlerne, hvilket betød, at nye tusinder fik interesse for sagen. Effekten har holdt sig helt op til i dag, hvor der fortsat udgives mange bøger om emnet. Det gælder dog desværre ikke i Danmark.

Det arkæo-astronomiske boom midt i 60'erne bragte endelig Alexander Thom frem i lyset, og han blev med rette anerkendt for sit store pionérarbejde. Thom havde, næsten med ærefrygt, bevidst holdt sig borte fra Stonehenge, men fik nu mod på at undersøge det komplicerede anlæg. Han gav sig i kast med opgaven i 1973, og selvom også han fandt sigtelinier til både Solen og Månen, så var hans resultater på flere punkter ikke overensstemmende med Hawkins'.

Nutidens forskere inden for arkæo-astronomien er delt i to lejre. Nogle støtter de vidtgående teorier, som Thom, Hawkins og andre har lagt frem. Andre afviser, at en primitiv, forhistorisk bondebefolkning har formået at dyrke astronomi på så højt et plan. Alle er dog enige om, at de vidtgående teorier har haft den positive effekt, at interessen for og kendskabet til arkæo-astronomi i dag er så udbredt.


Himmellegemernes bevægelser tegner genkendelige mønstre
Når vi prøver at forestille os Jorden og de øvrige himmellegemers bevægelser i forhold til hinanden, så har vi inde i hovedet et billede af solsystemet set udefra, - med Solen i midten og kredsende om den Jorden og de andre planeter. Det er dette billede, vi kender fra faglitteraturen. Flere tusind års observationer af himlen over os har gjort det muligt for os at betragte vor egen klode på denne måde, - altså set udefra. Disse forudsætninger havde stenaldermanden ikke. For ham var Jorden verdens centrum, - en ubevægelig jord under en vældig himmelhvælving, hvor sol, måne og stjerner til stadighed vandrede op og ned. I det følgende vil vi kikke på himlen fra stenaldermandens synsvinkel.

Som det er fremgået, er det først og fremmest Solen og Månen, der har interesse indenfor arkæo-astronomien. De to himmellegemer har hver sin cyklus. Eller sagt på en anden måde: deres bevægelser, set fra Jorden, danner et mønster, som gentages igen og igen. Kendskabet til dette mønster får man bl.a. ved at observere de to himmellegemers op- og nedgange. Solen og Månens mønstre, eller cyklusser, er vidt forskellige. Solen gennemløber sin cyklus på et år, mens Månen bruger 18,61 år.

 

Fig. 4: Solens bane ved vintersolhverv, jævndøgn og sommersolhverv. De omkransende bjerge udgør horisonten for den observerende, som ved sommersolhverv har middagssolen stående næsten lodret over sig. Ved vintersolhverv ses solen lavt på den sydlige himmel ved middagstid.

 

 

Lad os først betragte Solen i løbet af det år, dens cyklus varer. Vi starter den 21. juni, som er årets længste dag, sommersolhverv, hvor Solen på vore breddegrader står op i nordøst. Ved middagstid vil Solen stå meget højt på himlen, og om aftenen går den ned i nordvest efter at have været oppe i omkring 17 timer. Ved sommersolhverv har Solen sit nordligste opgangspunkt, og allerede dagen efter står den op en anelse sydligere. Det næste halve år vil det fortsætte sådan. Hver dag vil vi se Solen stå op og gå ned lidt sydligere end dagen før. Når det halve år er gået, har Solen nået sit sydligste opgangspunkt og står op i sydøst. Det sker på årets korteste dag, den 21. december, vintersolhverv, hvor Solen ved middagstid står meget lavt på den sydlige himmel. Dagen er kun på omkring 7 timer, og allerede om eftermiddagen går Solen ned i sydvest. Fra den dag vil Solen hver dag stå op og gå ned en lille smule nordligere end dagen før, indtil den igen når sit nordligste opgangspunkt den 21. juni. Solen har nu gennemspillet sin cyklus, og det har taget den et år. Solhvervene falder ikke hvert år på den 21. i månederne juni og december. De kan også falde på den 22.

 

Fig. 5: Illustrationen viser, hvor i horisonten solen står op og går ned ved sommersolhverv og jævndøgn. Den observerende er placeret i cirklens centrum, og cirklen er horisonten, han ser omkring sig. De stiplede buer angiver det område af horisonten, hvor solen står op og går ned på sin vandring mellem vendepunkterne.

 

At Solens op- og nedgangspunkter således vandrer frem og tilbage mellem de to vendepunkter, hænger sammen med, at jordaksen hælder 23½ grad i forhold til jordens baneplan. Det er også denne hældning, som er årsag til variationerne i Solens middagshøjde og de skiftende årstider. 

Fig. 5 illustrerer Solens cyklus. Cirklen angiver horisonten, og observatøren sidder i centrum og har frit udsyn til horisonten hele vejen rundt. Pilene viser, hvor i horisonten solen står op eller går ned ved solhvervene. Bemærk at Solen ved vintersolhverv går ned i den stik modsatte retning af opgangen ved sommersolhverv, og at nedgangen ved sommersolhverv finder sted stik modsat opgangen ved vintersolhverv. Den stiplede linie viser Solens op- og nedgang ved jævndøgnene, - de døgn, hvor dag og nat er lige lange. De indtræffer, når Solen på sin vandring står op midtvejs mellem sine to vendepunkter (solhvervene). Det sker to gange i løbet af cyklussen, - nemlig i sidste del af månederne marts (forårsjævndøgn) og september (efterårsjævndøgn). Ved jævndøgn står Solen op i stik øst og går ned i stik vest.

Det er forholdsvis enkelt at konstruere sigtelinier til de positioner i horisonten, hvor Solen har sin nordligste opgang (sommersolhverv) og sin sydligste opgang (vintersolhverv). Det kan gøres ved hjælp af et system af pæle og omhyggelige observationer af Solens opgang i ugerne omkring solhvervene. De herved etablerede to sigtelinier kan, som det fremgår af fig. 5, også bruges i den modsatte retning til registrering af solnedgangene ved solhvervene. Metoden med at observere solopgange kan ikke bruges i forbindelse med en indkredsning af jævndøgnene. Disse kan i stedet fastlægges ved at halvere vinklen mellem de to solhvervs-sigtelinier. Vi har nu ved hjælp af pæle og observationer med det blotte øje fremstillet en primitiv kalender med fire "faste datoer": sommersolhverv, efterårsjævndøgn, vintersolhverv og forårssolhverv. Det er sandsynligt, at de forhistoriske bønder i Europa har bygget sådanne kalendere. "Faste datoer" kunne være nyttige i forbindelse med landbrugsdriften, - måske især med hensyn til såningen. Endnu vigtigere har de måske været i forbindelse med vigtige kultfester, hvor folk fra et større område har samledes på bestemte dage for at deltage i rituelle handlinger. Vores egen jul var således oprindelig betegnelsen på de gamle nordboers hedenske midvinterfest, som fandt sted ved vintersolhverv, og meget taler for, at skikken med at højtideligholde solhvervene har rødder meget langt tilbage i historie. 

Enhver kender Månens stadigt gentagne faseskift fra nymåne til fuldmåne og tilbage til nymåne igen. Tidsintervallet mellem to ens månefaser er 29 døgn, 12 timer og 44 minutter (en synodisk måned). Færre ved vel, at Månens op- og nedgangspunkter, akkurat som Solens, vandrer frem og tilbage mellem en nordlig og en sydlig position. Disse vendepunkter kaldes månehvervene. Men Månens op- og nedgange flytter sig betydeligt mere end Solens fra dag til dag, og vandringen fra det ene vendepunkt til det andet og tilbage igen tager blot 27 døgn, 7 timer og 43,2 minutter (en siderisk måned), hvor Solen må bruge et helt år. 

 

Fig. 6: Illustrationen viser, hvor i horisonten månen står op og går ned ved månehvervene. Cirklen angiver horisonten set fra cenrum, hvor den observerende er placeret. De punkterede buer viser det område af horisonten, hvor månen står op og går ned på sin vandring mellem de indre månehverv, - de stiplede vandringen mellem de ydre månehverv.

 

Lad os ved hjælp af fig. 6 følge Månen gennem dens 18,61 år lange cyklus. Cirklen angiver igen horisonten, og observatøren sidder i centrum med frit udsyn hele horisonten rundt. Pil nr. 1 peger på det punkt i horisonten (nordøst), hvor Månen har sin “mest nordlige” opgang. Dag for dag vil Månen nu stå op og gå ned lidt sydligere, og efter knap 14 dage når den sit “mest sydlige” opgangspunkt i horisonten (pil nr. 2), hvorefter opgangspunkterne igen flytter sig nordpå. Herefter vil vendepunkterne umærkeligt nærme sig hinanden, og måneopgangene tegner et mønster, der kan sammenlignes med et pendul, som langsomt taber fart. For hvert “sving” bliver afstanden mellem vendepunkterne mindre og mindre, men det tager fortsat den samme tid at vandre fra det ene vendepunkt til det andet.

 

Efter 9,3 års forløb er Månen halvvejs igennem sin cyklus, og vinklen mellem vendepunkterne når et minimum. Pil nr. 3 angiver Månens “mindst nordlige” opgangspunkt og pil nr. 4 det “mindst sydlige”. Disse positioner kaldes de indre månehverv. Nu går det den anden vej, - “svingene” bliver større og større, indtil vi efter ialt 18,61 års forløb er tilbage ved udgangspunktet, hvor Månen igen når sit “mest nordlige” (pil nr. 1) og “mest sydlige” (pil nr. 2) opgangspunkt. De ydre månehverv benævnes disse positioner. Månecyklusen på 18,61 år skyldes nutationen, - en såkaldt kortperiodisk bevægelse fremkaldt af, at månebanen hælder 5 grader i forhold til jordbanen. Bevægelsen opstår, fordi Månen forsøger at trække Jordens ækvator ind på linie.

 

Der er delte meninger om, hvorvidt et forhistorisk bondesamfund har været i stand til at erkende det mønster, den lange månecyklus tegner. Undersøgelser af en række oldtidsanlæg, især i Storbritannien, tyder dog på, at det har været tilfældet. Rent teknisk er der ikke uoverstigelige vanskeligheder forbundet med at konstruere sigtelinier, som markerer de fire månehverv. Det kan, som det også var tilfældet i forbindelse med Solen, gøres ved hjælp af et system af stænger og omhyggelige observationer af måneopgangene omkring månehvervene. Tvivlerne henholder sig til tidsfaktoren og påpeger, at mønstret i Månens lange cyklus kun lader sig erkende, hvis man har set det gentage sig et vist antal gange. Med andre ord må en sådan erkendelse bygge på systematiske observationer over et langt åremål. Videnskaben antager, at gennemsnitsalderen i det forhistoriske Europa har ligget omkring de 40 år, så observationerne har nødvendigvis skullet strække sig over flere generationer. Og da disse mennesker hverken kunne læse eller skrive, har resultatet af observationerne måttet overleveres mundtligt fra generation til generation. Hvor utroligt det end lyder, så har det måske været muligt. Undersøgelser af primitive bondekulturer fra dette århundrede har nemlig vist, at forbløffende store videnmængder kan overleveres mundtligt fra generation til generation, - og med en overraskende præcision i detaljen.

   

Oldtidsanlæg med mulige astronomiske sigtelinier

De “sigteapparater”, som er omtalt i det foregående, virker efter de samme principper som sigtet på et geværløb. På dette er der placeret to sigteanordninger: kærven, nærmest skytten, og sigtekornet, yderst på løbet. Skytten sigter fra kærven over sigtekornet til byttet og trykker af, når de tre elementer ligger på linie. Overført til sigteapparatet kan kærven være toppen af en stor sten, “bagsigtet”, som den observerende stiller sig lige bag ved, og sigtekornet kan være mellemrummet mellem to store sten, “forsigtet”, som markerer den modsatte ende af sigtelinien (se fig. 7). Den observerende kan nu f.eks. følge Solens daglige opgange i horisonten, og hvis sigteapparatet er indstillet på opgangen ved sommersolhverv, vil han den 21. juni se Solen stå op præcist indrammet af de to sten, der fungerer som forsigte. I dette eksempel har vi ladet sigtelinien markere af store sten, men den kunne selvfølgelig også være angivet med træstolper.

 

Fig. 7: Sigteapparat bestående af et bagsigte, en stor sten, og et forsigte, to store sten anbragt lidt fra hinanden. Fra bagsigtet vil den observerende ved sommersolhverv se morgensolen rejse sig mellem forsigtets to sten. Cirklen viser horisonten.

 

Indenfor arkæo-astronomien er der uenighed om, med hvilken præcision sådanne sigtelinier har været udlagt. Nogle hævder, at større præcision ikke har været tilstræbt, og at man ved hjælp af linierne kun har været i stand til at indikere ugerne omkring et solhverv. Andre hævder, at sigtelinierne er blevet etableret med så stor omhu, at man har været istand til at registrere et solhverv med en margin på et par dage. Hvis det sidste er tilfældet, har det krævet meget lange sigtelinier med en udstrækning på flere kilometer. De fleste af de sigtelinier, der er fundet i oldtidsanlæggene, er betydelig kortere, - af og til blot nogle få meter. Måske har disse korte sigtelinier blot skullet angive en retning mod et "forsigte" betydeligt længere borte. Det kan have været en stor, kraftig træstolpe, som forlængst er smuldret bort.

Arkæo-astronomien i Europa har især interesseret sig for de stenbyggede anlæg fra stenalder og bronzealder. De findes i tusindvis, og også herhjemme har vi mange af dem. De fordeler sig på mange typer: dysser, jættestuer, stenkredse, stenrækker mm. Som nævnt tidligere fremstår disse anlæg i dag som ruiner, hvorfor det tit kan være svært præcist at fastlægge deres orientering. I det følgende beskrives nogle af de anlægstyper, som de europæiske arkæo-astronomer har undersøgt og opmålt.

Stenrækker: Sædvanligvis medregnes kun rækker med tre eller flere sten. To sten placeret i nærheden af hinanden udgør nødvendigvis ikke en række. De kan jo være rejst med tusind års mellerum af vidt forskellige årsager. Rækkerne kan bestå af mindre sten, f.eks. af hovedstørrelse, eller af meterhøje kæmper, og i mange tilfælde indgår der både store og små sten i rækkerne. Modsat mange andre stenanlæg er det let at fastslå en lige stenrækkes orientering. Den kan jo pege i to retninger, og leder man efter astronomiske sigtelinier, må de begge undersøges.

 

Fig. 8: Stenrækkerne ved Refsnæs i Himmerland, - et af de interessanteste danske anlæg set fra en arkæo-astronomisk synsvinkel. Ialt 100 sten indgår i monumentet, - 49 i hver række samt to endesten. Afstanden mellem rækkerne er ca. 4 m. Stenrækkerne har ikke kunnet dateres, men de er sandsynligvis anlagt for over 2.000 år siden. Monumentets akse peger mod solens opgangspunkt i horisonten ved vintersolhverv, - eller mod nedgangspunktet ved sommersolhverv.

 

Stenkredse: Også i stenkredsene indgår der sten af mange forskellige størrelser. Ofte defineres sigtelinien i en stenkreds som den linie, der kan trækkes fra centrum til én af kredsens sten, eller til et af mellemrummene mellem kredsens sten. Her er vi på usikker grund, for trækker vi linier fra centrum ud til samtlige kredsens sten og til mellemrummene mellem disse, så er der gode chancer for, at én eller flere af sigtelinierne ved et rent tilfælde viser sig "astronomisk interessante". En sådan "opdagelse" kan bare ikke bruges til noget. Hvis den astronomisk interessante linie går fra kredsens centrum til en markant sten i kredsen, f.eks. en sten, der er dobbelt så stor som de øvrige, så øges sandsynligheden for, at der virkelig er tale om en astronomisk sigtelinie. Og genfinder man dette træk i andre stenkredse, vil hypotesen være yderligere underbygget.

Nogle få stenkredse har en udligger, - en som regel stor, oprejst sten, der står udenfor kredsen i nogen afstand. Der kan i øvrigt godt høre flere udliggere til den samme kreds. Undersøgelser tyder på, at sådanne udliggere har fungeret som forsigte. Derved forlænges sigtelinien væsentligt, og observationerne bliver betydelig mere præcise. Man kan undre sig over, at så få stenkredse har udliggere, men mange er uden tvivl fjernet af mennesker, fordi de har generet landbrugsarbejdet. Det kan også tænkes, at forlængst forsvundne træstolper har fungeret som udliggere.

 

Fig. 9: Koncentriske stenkredse med udliggersten fra Skotland. Linien, der kan trækkes fra anlæggets centrum til udliggerstenen, kan have været brugt som en astronomisk sigtelinie. Der er i Nord- og Vesteuropa bevaret en hel del koncentriske stenkredse fra oldtiden, og vi har også herhjemme enkelte eksemplarer.

 

Man skal altså i dette tilfælde forestille sig, at den observerende står i centrum af stenkredsen (bagsigtet) og sigter hen over en udliggerstens top (forsigtet). Men også her er et problem, idet kun meget få kredse er forsynet med en sten, som markerer centrum. Dertil kommer, at mange kredse slet ikke er cirkelrunde. De kan være elipseformede, ægformede mm., og i sådanne tilfælde er det vanskeligt at definere den observerendes placering. Og er denne placeret blot lidt forkert i forhold til sigtelinien, så vil enhver præcision gå fløjten. Der eksisterer selvfølgelig den mulighed, at en træstolpe oprindelig har markeret stedet. Det vil fremtidige udgravninger måske kunne afsløre.

Der findes andre stensætninger af interesse. De kan f.eks. være kvadratiske, rektangulære eller trekantede. I forbindelse med sådanne anlæg undersøger arkæo-astronomen orienteringen af anlæggenes sider, diagonaler, akser mm.

Sigtelinier mellem forskellige oldtidsanlæg: Arkæo-astronomer har også ledt efter sigtelinier mellem forskellige oldtidsanlæg i det samme område. Også her er vi på meget usikker grund. Tænker man sig et område, hvor det vrimler med oldtidsanlæg, dysser, stenkredse, stenrækker osv., så vil der kunne trækkes et væld af sigtelinier mellem de forskellige anlæg, og nogle af dem vil selvfølgelig på grund af tilfældet virke "astronomisk interessante". Man må også betænke, at anlæggene er af vidt forskellig alder, og forskellen i alder kan let andrage et eller flere tusind år. Mere fornuftigt ville det være kun at inddrage anlæg af nogenlunde samme alder, men også det giver problemer. De fleste europæiske stenkredse, stenrækker og andre stensætninger er nemlig ikke dateret, og har man endelig forsøgt at datere dem i forbindelse med udgravninger, så har det ofte ikke vist sig muligt. Det hænger sammen med, at man kun sjældent i sådanne anlæg finder de genstande og materialer, som sædvanligvis bruges i forbindelse med dateringer, - f.eks. potteskår, redskaber og trækul.

Sigtelinier med et naturskabt forsigte: Teorien er her, at den observerende som forsigte har brugt et markant, naturskabt element i horisonten, - en ø langt ude på havet, en fjern bjergtop eller en dalsænkning mellem to høje bakker. I denne sammenhæng er der tale om meget lange sigtelinier, - 10-20 kilometer eller mere. Med så lange sigtelinier vil det være muligt "at ramme" f.eks. solhvervene med en margin på et par dage. Bagsigtet kan være en stenrække, som angiver den rigtige retning mod horisonten, - eller måske bare en enkelt stor sten, som den observerende placerer sig bag ved. Der er i Storbritannien påvist flere anlæg, som kan have været anvendt på denne måde.

Gravanlæg med indbyggede sigtelinier: Her er det først og fremmest jættestuerne, som har påkaldt sig opmærksomhed. De gemmer sig i store høje fra hvis fod, en lang gang giver adgang til selve gravkammeret. Jættestuer findes mange steder i Vesteuropa og på De britiske Øer. Det vil være rimeligt at forvente, at en kultur, som interesserer sig for himmellegemernes cyklusser, vil lade den interesse afspejle sig i gravanlæggenes udformning og orientering. Det er især gangens orientering, der har optaget arkæo-astronomerne. Og meget tyder på, at jættestuernes orientering virkelig har relation til himmellegemerne. Et af de bedste eksempler er den irske jættestue, Newgrange.


Newgrange med den interessante "roofbox"
Når man inden for arkæo-astronomien beskæftiger sig med det forhistoriske Europa, kan man ikke strø om sig med beviser. De mange typer sigtelinier, som er omtalt i det foregående, indikerer muligvis, at astronomi har været involveret, - eller måske er deres orientering helt tilfældig. Vi taler om hypoteser og ikke om beviser. Alligevel synes årtiers arkæo-astronomiske undersøgelser at tegne et mønster, som sandsynliggør, at mange anlæg fra sen stenalder og tidlig bronzealder har indbyggede astronomiske elementer.

Med jættestuen Newgrange kommer vi imidlertid så tæt på et bevis, som det overhovedet er muligt. Den kendte arkæolog, englænderen Christopher Chippindale, som for få år siden skrev en berømmet bog om Stonehenge, fastslår, at Newgrange har en ekstra dimension, "der overbeviser én om, at dens orientering ikke kan være blevet, som den er, ved et tilfælde."

Newgrange, der er opført for over 5000 år siden, er et af de mest storslåede monumenter fra oldtiden. Jættestuen ligger skjult i en imponerende høj, 85 m i diameter og knap 14 m høj, opbygget af sten og græstørv. Højen ligger indrammet af en stor stenkreds med en diameter på 104 m. Kredsen bestod oprindelig af 38 kæmpestore sten, hvoraf nu kun 12 er tilbage. Sten- og jordmasserne i højen holdes på plads af 97 horisontalt liggende sten, der som en ring kranser højfoden. Mange af disse sten er udstyret med smukke helleristninger i form af bl.a. spiraler, cirkler og siksakmønstre. Én af de smukkest dekorerede af de liggende sten er placeret lige uden for indgangen til jættestuen.

 

Fig. 10: Øverst ses Newgrange-jættestuen fra siden. Den såkaldte "roofbox" er indbygget i loftet over indgangspartiet. Nederst ses jættestuen ovenfra. Lysstrålerne (den stiplede linie) fra morgensolen ved vintersolhverv passerer gennem "boxen" via den 19 m lange gang helt ind i gravkammeret, hvor de spiller hen over bagvæggens helleristninger.

Den snævre gang er 19 m lang, og mange af dens sidesten har flotte helleristninger. Dybt inde i højen ender gangen i gravkammeret, der næsten er kvadratisk, godt seks meter på hver led. Kammerets loft er hvælvet og hæver sig til en højde af seks m over gulvet.

Den mest interessante deltalje ved hele anlægget finder vi yderst i gangen placeret i dens loft. Det er den såkaldte "roofbox", en lille stenbygget åbning, der nogle få dage omkring vintersolhverv lader Solens stråler passere ind i gangen og videre ind i gravkammeret, hvor lyset i ca. 20 minutter spiller hen over bagvæggens helleristninger.
Måske har Newgrange's bygherrer oprindelig tænkt sig, at solstrålerne denne ene gang om året skulle kunne passere gennem indgangen, og videre gennem gangen og ind i kammeret. Da det så siden viste sig umuligt, fordi gangen hæver sig ind mod kammeret, har man alligevel reddet situationen ved at indbygge den lille "box" i gangens loft. Det var netop denne "ekstra dimension", Christopher Chippindale havde i tankerne.


Moderne arkæo-astronomi
I denne gennemgang af arkæo-astronomien har eksemplerne været hentet fra den europæiske forhistorie. Det er også denne periode, som arkæo-astronomerne har været mest optaget af, hvilket uden tvivl hænger sammen med den overvældende interesse, der blev skabt omkring Stonehenge i midten af 1960'erne. Men som fortalt i indledningen beskæftiger man sig i arkæo-astronomien med mange andre kulturer og tidsperioder. Som et eksempel på bredden af disse aktiviteter kan det nævnes, at f.eks. Europas middelalderkirker er inddraget i undersøgelserne.

Tidligere var det mest almindeligt, at akæo-astronomerne kastede sig over enkeltmonumenter, - en stenkreds hist og en stenrække her! Ud af den store mængde anlæg var det ikke svært at finde enkelte, der var astronomisk interessante. I dag er man langt mere kritisk og klar over, at mange af disse udvalgte monumenter måske kun ved et tilfælde viste "astronomiske træk". Den moderne arkæo-astronomi fokuserer på grupper af ens anlæg i det samme geografiske område. Hvis man i sådanne grupper ved de enkelte anlæg finder fællestræk, der tyder på, at astronomi har været involveret, så har man mere fast grund under fødderne. Flere interessante grupper med sådanne fællestræk er fundet mange steder i Europa.

Også i dag er der kun få arkæologer, som arbejder seriøst med arkæo-astronomi. Det hænger først og fremmest sammen med, at arkæo-astronomi gennemgående har et dårligt ry i arkæologkredse. Det er nok velfortjent, for der har altid blandt arkæo-astronomerne været et useriøst islæt, - mennesker med en rigelig fantasi og et for ringe kendskab til arkæologi, hvilket har medført, at arkæologiske spor ofte er blevet fejlbedømt eller overfortolket. Det har f.eks. givet sig udslag i vidtløftige teorier om, at der i stenalderens bondesamfund fandtes en elite, som begav sig af med videnskab på et niveau, der næsten nærmede sig nutidens. Og helt ude på overdrevet kan man finde "forskere", som helt alvorligt arbejder med teorier om, at Stonehenge og andre bemærkelsesværdige oldtidsmonumneter i virkeligheden er bygget af rumvæsener. Forhåbentlig får arkæologerne og den seriøse del af arkæo-astronomien med tiden et bedre samarbejde etableret. Det kunne betyde et nyt gennembrud for den spændende forskningsgren.